3D-printede rev skal få torsken tilbage i Kattegat
Ørsted og WWF Verdensnaturfonden har sat 12 3D-printede rev ud på havbunden mellem vindmøllerne i Anholt Havmøllepark i Kattegat, der er en del af Nordsøens økosystem. Det oplyser de to parter.
I Kattegat har blandt andet overfiskeri, stigende iltsvind og tab af levesteder betydet, at torskebestanden har været faldende de seneste 20 år og nu er alarmerende lav. Det skaber en dominoeffekt i Kattegats økosystem, som har negativ indflydelse på biodiversiteten og det marine økosystems modstandsdygtighed over for klimadrevne forandringer.
De to partnere bag projektet håber på, at de 3D-printede rev vil have en positiv indflydelse på torskebestanden i Kattegat og herigennem styrke biodiversiteten og bidrage til et sundere og mere modstandsdygtigt økosystem i havet.
For mange krabber
Torsken er et vigtigt toprovdyr, hvilket betyder, at den jager andre arter, og derved bidrager den i høj grad til at opretholde balancen i havets økosystem. Når torsken bliver kraftigt reduceret i antal, vil mængden af dens byttedyr – såsom strandkrabben – stige. Som følge heraf forsvinder ålegræsset, fordi krabberne både spiser ålegræssets frø og mange af de snegle, der forhindrer, at ålegræsset bliver overgroet af alger.
Det er et problem, da ålegræs i sig selv har stor betydning for både biodiversitet og klima. Det giver vigtige levesteder for fiskeyngel, det producerer ilt, og det stabiliserer havbunden. Og så lagrer ålegræsset meget effektivt CO2 i sit rodnet, så det ikke ender i atmosfæren og bidrager til den globale temperaturstigning.
Fakta om 3D-printede rev
Revene er lavet af 70 procent sand og 30 procent puzzolancement, der består af vulkansk aske og portlandcement. Det er naturlige materialer og vil ikke være skadelige for det omgivende miljø – selv ikke, hvis dele af revene skulle erodere over tid.
Hvert rev vejer mellem 200 og 550 kg og er 1 m3 store og 1 meter høje.
De 3D-printede rev er designet og udviklet på baggrund af et samarbejde mellem WWF Holland og Reef Design Lab. Revstrukturerne er produceret af det italienske firma D-Shape.
Sidste år installerede WWF og Ørsted såkaldte biohuts langs molerne i havnen i Grenaa i samarbejde med Grenaa Havn og Kattegatcentret. Tilsammen tilbyder de to projekter nye levesteder for torsken i vigtige stadier af dens livscyklus.
Biohuts, der nærmest er en form for fiskebørnehaver, giver livsvigtig beskyttelse til små fisk. Her kan fx små torsk søge ly og føde, indtil de er store nok til at svømme ud på dybere vand.
En bryllupskage
De 3D-printede rev ligner en bryllupskage og består af flere niveauer, der er forbundet med hinanden af hulrum, hvor fisk både kan svømme ind og ud af skjulesteder. Samtidig giver deres overflader og sprækker andre organismer mulighed for at fæstne sig. Revene er omkring en kubikmeter store og varierer i bredde og vægt for bedst at efterligne naturlige levesteder, og de vejer op til et halvt ton.
Ørsted har set, hvordan stenrevene, som selskabet etablerede i forbindelse med opførelsen af Anholt Havmøllepark, er blevet til attraktive oaser for andre marine arter på en ellers øde havbund. Forventningen er, at de nye 3D-printede rev kan supplere stenrevene og hurtigt vil blive fyldt med liv. WWF har allerede erfaring med 3D-printede rev fra et projekt i den hollandske del af Nordsøen.
Projektet i Anholt Havmøllepark bakkes op af PensionDanmark og PKA A/S, der har ejerandele på henholdsvis 30 procent og 20 procent i vindmølleparken.
Projektet er en del af et strategisk partnerskab, som Ørsted og WWF Verdensnaturfonden indgik i 2018.
ak