765 kilometer lang elmotorvej mellem Danmark og England er på plads
Den sidste sektion af et stort elkabel mellem Danmark og England er nu kommet på plads på havbunden i Nordsøen. Det skriver Energinet i en pressemeddelelse.
Der er tale om en 765 kilometer lang forbindelse kaldet "Viking Link". Det er ifølge Energinet verdens længste søkabel.
Den 13 milliarder kroner dyre investering skal stå helt klar i slutningen af 2023. Kablet bidrager ifølge direktør for Eltransmission i Energinet Henrik Riis til at sikre forsyningssikkerheden i begge lande.
- Når Viking Link står klar til at gå i drift ved årsskiftet, vil forbindelsen bidrage til at sikre forsyningssikkerheden i begge lande, såvel som i resten af Europa. Noget som vi har måttet erfare, at vi ikke kan tage for givet, men i stedet skal arbejde proaktivt for at sikre, siger han.
Optimal udnyttelse af grøn strøm
Kablet sikrer ifølge direktøren også optimal udnyttelse af grøn strøm fra vedvarende energikilder som vindmøller og solceller.
- Samtidig er "Viking Link" med til at sikre, at hvert eneste grønt produceret elektron – uanset hvor i Europa - bliver brugt til fulde. Det er noget, vi er stolte af at kunne bidrage til, siger Henrik Riis.
Energinet har sammen med sin engelske samarbejdspartner, National Grid, brugt ti år på at planlægge og bygge forbindelsen mellem de to lande.
Kablet løber fra Revsing ved Vejen i Sydjylland gennem den jyske muld, hen over havbunden, og hele vejen til Bicker Fen i det nordlige England.
Vanskelig proces
Den nye elmotorvej kan eksportere og importere strøm via en 1400 megawatt-forbindelse. Det svarer ifølge Energinet til mere end 1,4 millioner husstandes elforbrug.
Kabellægningen på havbunden har ifølge projektleder Daniel Johan Brøndum været en "yderst specialiseret og teknisk vanskelig proces".
- Vi har over en periode på tre år installeret og forbundet mere end 615 kilometer søkabel. Sommetider har bølgerne gået højt, og vi har været under tidspres fra begyndelsen. Jeg er derfor enormt stolt over det arbejde, vi som hold og team har udført, siger han.
/ritzau/