Ambitiøs klimaindsats i EU kan øge udledning af CO2 i andre lande

Hvis andre lande ikke er med, forsvinder en del af effekten af CO2-reduktion i Danmark og EU, viser et notat.
18. MAJ 2020 8.18

EU’s ambition om være klimaneutral i 2050 kan føre til, at op mod 61,5 pct. af den sparede CO2 bliver udledt i andre lande, hvis de ikke har samme ambitionsniveau, skriver Jyllands-Posten

Det er budskabet i et notat fra økonomer på Københavns Universitet, som har foretaget beregningerne som en del af et større EU-samarbejde.

Årsagen er bl.a., at varer fra EU vil blive dyrere, og at mere klimabelastende varer fra lande som Kina og USA derfor vil vinde markedsandele, forklarer professor Wusheng Yu, én af forfatterne bag notatet.

- Vi vil ikke længere importere olie fra Rusland og Mellemøsten, men til gengæld vil produktion af metaller, kemiske produkter, industriproduktion og transport blive dyrere. Generelt vil Danmark komme til at eksportere mindre og importere mere, ligesom man risikerer at skubbe rejsende over mod flyselskaber uden for EU.

I dag har Danmark bl.a. en stor eksport af kød til Kina – og hvis kødproduktion bliver pålagt høje klimaafgifter, vil kineserne formentlig producere mere kød selv og importere mere fra lande som USA og Canada. På den måde kan dansk produceret kød blive erstattet af kødproduktion, der udleder langt mere CO2 pr. produceret enhed. 

esl

Tilmeld dig nyhedsbrevet