ATP holder fast i olie-aktier

ATP får i Politiken kritik for at holde fast i olie-aktier, men ATP's chef for samfundsansvar forklarer, at man investere i 'den rigtige olie'. 
5. FEB 2020 13.06

Midt i en buldrende klimatid, hvor flere pensionsselskaber har gjort op med investeringer i sorte energikilder, går ATP nu mod strømmen med budskabet, at alle danskeres pensionsselskab stadig finder det fornuftigt at investere i udvalgte olieaktier, skriver Politiken onsdag.

Dog kun aktier fra de selskaber, der udvinder olien med den lavest mulige belastning af klimaet, siger ATP’s chef for samfundsansvar, Ole Buhl:

- FN’s klimapanel har tydeligt tilkendegivet, at vi har brug for olie en hel del år endnu. Derfor mener vi, at det er afgørende, at vi får den rigtige olie op af jorden. Nemlig den, der sviner mindst. Det er også den bedste løsning for klimaet, siger han til Politiken.

Med afsæt i et amerikansk forskningsprojekt og data over den geografiske fordeling af olieselskabernes produktion har det været muligt for ATP at måle, hvor klimaskadelig – eller CO2-intensiv – olieproduktionen er i de enkelte lande.

Det er denne måling, der i fremtiden afgør, om et olieselskab kan hente penge ud af ATP’s pengetank. Indtil videre har ATP trukket sig ud af fire olieselskaber, hvor klimabelastningen er markant højere end gennemsnittet i målingen.

Men ATP’s beslutning om at holde fast i de sorte aktier bliver mødt med kras kritik fra miljøorganisationen Greenpeace:

- Olie, kul og gas bliver aldrig nogensinde klimavenligt. På marginalerne kan det godt være, at der er noget, der er bedre end andet, men du kan aldrig ændre ved, at det er den industri, der er ved at ødelægge det hele, siger Helene Hagel, klima- og miljøpolitisk leder.

Formanden for Folketingets Klimaudvalg, Ida Auken (R), er heller ikke imponeret over ATP:

-Der er brug for en grundig diskussion af, om vi bare kan blive ved med at leve med, at statens største investor ikke begynder at se anderledes på fossile brændsler, siger hun til Politiken.

esl

Tilmeld dig nyhedsbrevet