Better Energy åbner nyt kontor i Kolding
Better Energys nye kontor i Kolding
Foto: Better Energy

Better Energy åbner nyt kontor i Kolding

Energiselskabet har nu kontorer tre steder i Danmark.
22. MAJ 2023 11.34

Better Energy har netop slået dørene op til sit tredje kontor i Danmark. Valget til den nye lokation er faldet på Kolding, fordi energiselskabet ser oplagt synergi mellem egne ambitioner og Trekantområdets visioner for den grønne omstilling, lyder det i en pressemeddelelse.

- Vi har etableret os i Trekantområdet, fordi vi er sikre på, at vi kan tiltrække talent. At vi kan udbygge det gode samarbejde med Triangle Energy Allicance (TEA). Og at vi kan understøtte og bidrage til den grønne førerposition, som kommunerne ønsker at indtage – både Kolding, Vejen og Vejle, ja alle syv kommuner i Trekantområdet. Desuden får vi en nærhed til vores flagskibsprojekter som fx den kommende solpark i Viuf, siger Kommerciel direktør i Better Energy, Thor Möger Pedersen.

Better Energy er en del af Triangle Energy Alliance (TEA), som har visionen om at skabe et nordeuropæisk kraftcenter for produktion af grøn energi i Trekantområdet. Christian Motzfeldt er både bestyrelsesforperson i Better Energy og TEA. Han understreger behovet at mindske udledning af drivhusgasser fra industri og transport. 

Samtidig fremhæver Christian Motzfeldt potentialet for, at Trekantområdet med sin særlige placering i Danmarks infrastruktur manifesterer sig i udviklingen af løsninger inden for power-to-X og grønne brændstoffer: 

”Der er en revolution i gang i energisektoren, transportsektoren, inden for fødevarer og industrien. Vi kan godt spænde sikkerhedsbælterne, for der kommer til at ske rigtig meget de kommende år. Det er noget, som både Better Energy, Kolding og Trekantområdet kan og skal være en del af,” siger Christian Motzfeldt. 

Better Energys nye kontor ligger på Nordager 2 i Kolding. De øvrige danske kontorer er i Sønderborg og København.

amp

Tilmeld dig nyhedsbrevet