Bod til Ørsted-underleverandør: Glemte igen pensionsindbetalinger
3F Transport Esbjergs formand Jakob Lykke og havnearbejdernes formand Brian Reichle er ikke tilfredse med de manglende pensionindbetalinger hos Fairwind.
Foto: Jesper Ernlund Lassen - Danish Offshore Industry - DOI.dk

Bod til Ørsted-underleverandør: Glemte igen pensionsindbetalinger

Fairwind undlod at betale pension i forbindelse med udskibningsprojekt for offshore vind for Ørsted – og det er ikke første gang, lyder det fra fagforening
20. NOV 2024 16.22

I begyndelsen af september dannede en række fagforeninger en fælles front mod Fairwind på Esbjerg Havn. Firmaet beskæftiger 111 medarbejdere på Gemini Kaj på havnen, hvor der arbejdes med udskibningsprojekter til de tyske vindparker Borkum Riffgrund og Gode Wind 3 & 4.

Årsagen til den utilfredshed, som opstop hos fagforeningerne skyldes, at de vurderede at Fairwind ansatte arbejder under enterprise-lignende forhold, som ellers hovedsageligt kun ses i landbruget og gartneribranchen.  

Alliancen af fagforeninger som tæller Dansk El-Forbund, Metal, Blik- og Rørarbejderforbundet, 3F Esbjerg og 3F Transport Esbjerg var utilfredse med arbejds- og lønforholdene hos Fairwind. Fagforeningerne advarede om, at man ikke ville finde sig i den type arbejdsforhold på Esbjerg Havn.  

Fra Fairwind forlød det i september, at man "overholder alle lokale regler og bestemmelser for vores medarbejdere."

Medarbejderne skulle fortrinsvis stamme fra Polen og Rumænien, og selvom firmaet har adresse blandt andet i Vejle, kom svaret alligevel fra FairWind Installation Ltd i Storbritannien. Svaret indeholdt dog også en indrømmelse.  

- Vi blev opmærksomme på en fejl, der førte til, at nogle pensionsindbetalinger kortvarigt var forkerte. Derudover manglede en lille gruppe medarbejdere en del af deres timeløn for marts. Da vi identificerede denne tekniske fejl, rettede vi straks udbetalingerne og kompenserede alle berørte medarbejdere, lød det blandt andet fra global head of marketing and communications hos FairWind Installation Ltd, Kathryn MacKenzie til DOI.dk.

Manglende pensionsindbetalinger førte til bod  

Men der var mere end blot et enkeltstående tilfælde af de manglende pensionsindbetalinger. For mandag den 18. november fik  Fairwinds danske afdeling i Vejle på bod på 145.000,- kr. Det er penge, som 3F Transport i Esbjerg modtager.  

- Boden til Fairwind er for ikke at have indbetalt pension til de 111 medarbejdere, som de har ansat her på Esbjerg Havn, fortæller 3F Transport Esbjergs formand Jakob Lykke om noget, der er sket før:  

- Nu er det tredje gang, at Fairwind glemmer at indbetale pension og andre løndele. Det kan ikke være en forglemmelse igen denne gang.  

Han frygter endda, det er blevet hverdagskost.  

- Er det her blevet kutyme? Vi kan jo ikke tro andet med denne praksis, tilføjer Jakob Lykke.  

Ørsted er øverst i kæden

Udskibningsprojekterne, som Fairwind arbejder på, er Ørsteds.

Ørsted har dog valgt Siemens Gamesa, der igen har valgt Fairwind. Det er noget, som havnearbejdernes formand på Esbjerg Havn især bider mærke i.  

- Jeg synes, det er beskæmmende, at man kommer ud og ser, at et Ørsted-projekt ikke kører efter bogen. Ørsted må hanke op i sig selv til det næste projekt her på havnen, siger havnearbejdernes formand Brian Reichle, der ikke vil finde sig i den type arbejds- og lønforhold på Esbjerg Havn.  

Hvad vil konsekvenserne komme til at blive? 

- Der kommer til at ske noget, siger han.  

Fairwind afviser gentagne problemer

FairWind Installation Ltd er vendt tilbage til DOI.dk med følgende kommentar.

- Vi blev tidligere på året gjort opmærksomme på et problem, hvor nogle pension- og lønudbetalinger kortvarigt var forkerte. Da vi identificerede problemet, rettede vi straks udbetalingerne og tilbagebetalte alle berørte medarbejdere. Vi opdaterede også vores interne processer for at forhindre lignende problemer i fremtiden, skriver Kathryn MacKenzie og tilføjer:

- I hele forløbet har vi kommunikeret med 3F og de lokale myndigheder, og vi er nu nået til enighed med dem om at betale en bøde for denne fejl. Dette er den eneste gang, vi er blevet bødesanktioneret i forbindelse med denne sag, og vi er taknemmelige for de involverede parters hjælp til at afslutte sagen.

DOI.dk er dog i besiddelse af dokumentation, der bekræfter, det ikke er første gang, Fairwind får en bod for netop pensionsindbetalinger.

Ørsted henviser i en skriftlig kommentar til DOI.dk til sin underleverandør Siemens Gamesa, som DOI.dk forgæves har forsøgt at få en kommentar fra.

Tilmeld dig nyhedsbrevet