Boligejere tøver med at udskifte naturgasfyret
I 2023 blev 40.000 nye forbrugere tilsluttet fjernvarmen. Men interessen er dalet, i takt med at prisen på naturgas er faldet. Mange har et nyere naturgasfyr og ser ikke samme gevinst ved at skifte. (Arkivfoto). - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Boligejere tøver med at udskifte naturgasfyret

For første gang siden Ruslands invasion af Ukraine stiger forbruget af naturgas. Prisfald får boligejere til at holde fast og fravælge fjernvarme.
2. AUG 2024 9.05

Boligejere med naturgas frygtede for deres energiregning, da Rusland for to og et halvt år siden skruede ned for sin gaseksport til Europa efter angrebet på Ukraine. Det sendte prisen på himmelflugt. Og det fik mange til at se sig om efter en billigere energikilde.

Fjernvarmeselskaber og varmepumpefirmaer blev kimet ned af bekymrede forbrugere, som ønskede at udskifte den fossile opvarmning fra Vladimir Putins Rusland med noget mere klimavenligt.

Siden er priserne på naturgas faldet, og for første gang siden invasionen af Ukraine stiger forbruget af naturgas nu i danske husholdninger og virksomheder. I første halvår af 2024 er stigningen på 13 pct. sammenlignet med samme periode i 2023. Det viser en opgørelse fra Green Power Denmark udarbejdet på baggrund af tal fra Energinet.

Green Power Denmark: Bekymrende udvikling

Udviklingen er bekymrende, siger Kristian Rune Poulsen, energianalytiker i Green Power Denmark, der repræsenterer energisektoren.

- Danske forbrugere har været enormt gode til at reducere deres forbrug af naturgas under energikrisen. Havde det været en olympisk disciplin, var vi favoritter til guldet.

Men opgørelsen viser, at den positive udvikling taber pusten.

- I takt med at prisen på naturgas dykker, så falder incitamentet til at spare på og omstille forbruget. Danmark og Europas kamp for at blive uafhængig af den fossile naturgas er på ingen måde vundet, siger Kristian Rune Poulsen.

Opgørelsen viser også, at antallet af private kunder, der opsiger deres gasaftale, er faldet med 49 pct. i første halvdel af 2024.

Fjernvarmeselskaberne får sværere ved at få nye kunder

Det mærker fjernvarmeselskaberne. De lavere priser har gjort det sværere at overbevise boligejere om, at det er en god idé at udskifte gasfyret, siger politisk chef i Dansk Fjernvarme Rune Mosgaard. Organisationen repræsenterer 354 danske fjernvarmeselskaber, der leverer 99 pct. af fjernvarmen.

- Vi oplever i stor stil, at kunder med naturgas er blevet mere tilbageholdende med at skifte. Prisen på gas er god, den lugter ikke, og måske er gasfyret kun tre-fire år gammelt. Så hvad er problemet?

Mange har dog skiftet naturgassen ud. Sidste år kom 40.000 nye fjernvarmeforbrugere til, så fjernvarmen nu bruges i over 1,9 millioner boliger - eller tæt på syv ud af ti.

- Dengang energikrisen kom, blev der sat gang i masser af projekter, som har betydet, at mange har fået fjernvarme. Det er de nye projekter, det kniber med, siger Rune Mosgaard.

Krigen i Ukraine og et ønske om mere klimavenlig opvarmning har i flere omgange fået den tidligere og nuværende regering til at sætte skub i udfasningen af naturgas.

Senest i april, hvor regeringen sammen med SF, De Konservative, Enhedslisten og De Radikale indgik en aftale om en grøn fond på fem mia. kr. Af dem afsættes 465 millioner kroner til, at flere kan varme op uden at bruge naturgas.

Samtidig er der sat en politisk ambition om, at naturgassen skal være helt ude af boligerne i 2035. I dag bruges den i cirka 300.000 boliger.

Ambition skal blive til egentlige mål

Men skal gassen helt væk, er ambitioner ikke tilstrækkeligt, siger Rune Mosgaard. Der skal sættes en slutdato, så forbrugerne ikke svæver i uvished, men ved, hvad de kan regne med.

- Regeringen skal fastsætte en dato eller give kommunerne mulighed for at lokalt at gøre det. Det vil give forbrugerne et incitament.

Også Green Power Denmark efterlyser flere initiativer.

- Udviklingen kalder på klare politiske signaler og flere initiativer, som tilskynder forbrugerne, siger energianalytiker Kristian Rune Poulsen.

Det stigende forbrug af naturgas påvirker også salget af varmepumper. Det er faldet med 85 procent fra fjerde kvartal 2023 til første kvartal 2024.


/ritzau/

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet