Borgmester: Gaslæk fornyer bekymringer på Bornholm
Borgmester Jacob Trøst blev mandag eftermiddag første gang orienteret om gaslækkene ud for Bornholm. (Arkivfoto)
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Borgmester: Gaslæk fornyer bekymringer på Bornholm

Der kan gå to en til to uger, før lækagerne kan undersøges, siger Morten Bødskov efter møde med Stoltenberg.
28. SEP 2022 9.03

BORNHOLM: Bornholm og området omkring klippeøen er for alvor kommet i søgelyset efter lækkene på de to gasledninger Nord Stream 1 og 2.

De løber tæt forbi Bornholm på deres rute fra Rusland og Tyskland. Derfor har lækkene, der menes at være bevidste handlinger fra en endnu ukendt aktør, også skabt utryghed på øen. Det fortæller borgmester Jacob Trøst (K).

- Bornholm har jo været i søgelyset siden januar, så borgerne på Bornholm har næsten vænnet sig til det. Men det er klart, at den her hændelse fornyer nogle bekymringer i forhold til vores placering i Østersøen, siger Trøst.

- Det lyder forkert at sige, at vi er vant til det, men Bornholm ligger på en placering, hvor vi er udsatte i forhold til den aktuelle situation i Europa. Det er klart, at det er noget, der berører borgerne på Bornholm og Christiansø, fordi det bare er os, der ligger tættest på, der hvor det sker (Rusland og krigen i Ukraine, red.), så jeg tror, at det i højere grad er et samtaleemne her end så mange andre steder i landet.

En til to uger

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) siger onsdag formiddag efter et møde i Bruxelles med Natos generalsekretær Jens Stoltenberg, at der kan gå en til to uger, før der er tilpas ro på området i Østersøen tl, at lækagerne kan undersøges.

- Det kommer til at tage tid. Lytter man lidt til dem, der ved noget om, hvor meget gas der er i rørene, hvor lang tid der vil gå, inden trykket falder, så er virkeligheden, at det kan tage en uge eller fjorten dage, før der er ro nok på området, til at man kan se, hvad der er sket, siger han.

Militæreksperter forventer, at hvis det er Rusland, der står bag, så er det formentlig gjort på en måde, så man ikke kan opklare, hvem der står bag. Hvad er din forventning - bliver det opklaret?

- Det ved jeg ikke. Men vi gør alt, hvad vi kan. Og jeg kan efter mit møde med Jens Stoltenberg sige, at det ikke er opbakning til Danmark, der mangler, siger Morten Bødskov.

Efterforskningshold

Ifølge Morten Bødskov vil Danmark sammen med Nato-allierede omkring Østersøen nedsætte et efterforskningshold og lave en samlet strategi for undersøgelserne.

Der ligger også strøm og datakabler på havbunden. Det vil formentlig være værre for Danmark, hvis de bliver ramt. Hvad gør I for at forhindre det, og kan man overhovedet forhindre et angreb?

- Vi er helt opmærksomme på, hvor kablerne er og har selvfølgelig truffet forholdsregler. Det er ikke alt i den sammenhæng, man udtaler sig om. Men vi er helt opmærksomme på, hvilke forhold der er på dansk territorial havbund og også andre steder, siger Morten Bødskov.

/ritzau/

 

 

Artiklen er opdateret 9.25 og 11.22

Tilmeld dig nyhedsbrevet