CEO fastholder troen på Energiø Bornholm

Direktør for Baltic Energy Island kritiserer De Økonomiske Råds anbefaling og fremhæver projektets langsigtede visioner.
KORT NYT10. OKT 2024 8.33

Søren Møller Christensen, CEO for Baltic Energy Island, mener, at De Økonomiske Råds anbefaling om at genoverveje projektet er misvisende. Han peger på, at rådene baserer deres vurdering på tal fra 2023, som han mener allerede er forældede.

– Tallene, som De Økonomiske Råd henviser til, er præcis de samme, som et overvældende flertal i Folketinget tog deres seneste beslutning på baggrund af i maj 2023. Det skriver Søren Møller Christensen i et opslag på LinkedIn. Han understreger, at nye beregninger bør inddrage forsyningssikkerhed, forventet EU-støtte og konsekvenserne af en mulig udskydelse.

Møller Christensen fremhæver også visionen bag Energiø Bornholm:
– Bornholm ligger optimalt som en hub, der kan forbinde energimarkederne i Østersøen og skabe markante økonomiske gevinster gennem nye forbindelser til lande som Polen og Sverige.

Han understreger, at energiøen også skal ses som en innovationsplatform:
– Bornholm kan bane vejen for Europas grønne omstilling og styrke den danske vindindustris position inden for energiøer.

jel

Tilmeld dig nyhedsbrevet