CEO: Politikerne skal sætte mere gang i den grønne omstilling
Semco Maritimes Steen Brødbæk slår fast om den grønne omstilling i Danmark: - Vi skal udnytte vores ressourcer langt bedre, ellers lykkes vi slet ikke. På skærmen i baggrunden ses en af de substationer, som Semco Maritime er med til at producere.

CEO: Politikerne skal sætte mere gang i den grønne omstilling

Taiwan og USA rykker med offshore vind – fortæller Semco Maritimes CEO Steen Brødbæk til WindEurope Annual Event 2023 i Bella Centret.
25. APR 2023 15.03

Selv en vindmesse stopper ikke for udbygningen af havvind, der er i fuld gang. Det er bare ikke i Danmark, det sker endnu. Lyder det fra Semco Maritimes CEO Steen Brødbæk. Virksomheden, der har hovedkvarter i Esbjerg, er aktiv i den grønne omstilling blandt andet med levering af substationer, som samler strømmen fra offshore havvindmølleparker, inden den bliver sendt videre til land.

CEO’en synes i den grad, det er tid for de danske politikere til at få sat skub i den danske udbygning af havvind. Udbygningen af havvind på Nordsøen er bestemt, men lige nu er det to andre lande ude i verden, der skaber travlheden hos Semco Martime.

- I Danmark kan vi ikke følge med USA og Taiwan, hvor der er et pres fra regeringerne, siger Steen Brødbæk, der gerne så samme handlekraft fra de danske politikere. Onsdag venter han besøg af den socialdemokratiske klima,- energi- og forsyningsordfører Lea Wermelin, og budskaberne til politikeren fra regeringspartiet er allerede klar.

- Det drejer sig om, hvordan vi får mere havvind, og hvordan vi får understøttet et miljø, der gør, at vi kan konvertere de ti GW havvind, der kommer til at komme fra den kommende energiø, siger Steen Brødbæk.

Behovet for politisk handling

- Hvis ikke politikerne understøtter mere, så kommer det hele til at gå i stå. Tingene hænger meget tæt sammen, forklarer Steen Brødbæk.

Han ser en anden flaskehals frem mod 2030-målet, som ligger indenfor rekruttering.

- Hvor får vi arbejdskraften og de unge mennesker, der skal uddannes eller omskoles til jobbene indenfor den grønne omstilling, fra siger CEO’en, der allerede selv mærker på sin egen messekalender, at USA er et af de to lande, hvor udviklingen rykker.

- Jeg sætter mig i et fly til Aalborg her klokken 14, hvor jeg skal mødes med folk fra Virginia Wind. Vi skal levere tre substationer 2,4 GW i 2025, forklarer Steen Brødbæk, der både når middag med Virginia Wind og en overnatning i Aalborg, inden han i morgen er tilbage på WindEurope Annual Event 2023 i Bella Centre for at mødes med politikeren.

Tilmeld dig nyhedsbrevet