CO₂-fangst skuffer i ny rapport: Ikke nok til både lagring og PtX-brændstof

CO₂-fangst og lagring har i noget tid blevet hyldet som et af de elementer, der skal hjælpe Danmark i mål med klimamålene, ligesom den nye teknologi kan blive et nyt grønt erhvervseventyr for Danmark.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen, viser en ny analyse fra Dansk Energi. Analysen viser, at der ikke er nok CO₂-punktkilder til både at indfri forventningerne til CO₂-fangst og lagring i regeringens klimaprogram og samtidig dække et fremtidigt behov for indfanget CO₂ til Power-to-X-brændsler.  

Derudover sætter analysen også spørgsmålstegn ved, hvorvidt politikerne har overvurderet potentialet for CO2-fangst og lagring (CCS). 

Det samlede potentiale for CCS er næppe større end det lave skøn i regeringens klimaprogram svarende til fire mio. tons – og selv det kan vise sig vanskeligt. Det høje skøn anses dermed som urealistisk. Analysen indikerer samtidigt, at Det Økonomisk Råds seneste rapport fra marts også overvurderer CCS-potentialet, da vismændene her skønner, at CO₂?fangst på biogene punktkilder kan levere fem mio. tons i 2030.

Det hænger sammen med, at omkostningerne pr. fanget ton CO₂ stiger når driftstiden går ned. Det er således væsentligt dyrere at etablere CO₂-fangst og den nødvendige infrastruktur på et biomassefyret anlæg, der kun har få år eller få timers driftstid tilbage.

Det økonomiske fangstpotentiale er betragteligt mindre end det teknisk mulige, når det antages, at der maksimalt kan betales 1.000 kr. pr. ton CO₂. Her finder analysen, at der i 2030, hvis hele det økonomiske potentiale realiseres, kan opsamles 6,9 mio. tons CO₂. Heraf er 2,2 mio. tons fra fossile kilder og 4,7 mio. tons fra biogene kilder.

Dette potentiale falder dog gradvist mod 2040 og yderligere mod 2050, hvilket kan tilskrives lavere forventet driftstid for biomassefyrede anlæg, lukning af anlæg og industriens konvertering fra kul til gas samt løbende effektiviseringer af energiforbruget.

CO₂-lagring eller Power-to-X?

Mens der indtil nu har mest være fokus på, hvordan vi kunne slippe af med vores CO2-udledning, viser analysen, at indfanget CO₂ kan blive en mangelvare. 

Der vil nemlig komme et markant behov for biogent CO₂ til produktion af flydende Power-to-X-brændsler til skibs- og luftfart, hvor grøn CO₂ og grøn brint er hovedingredienserne. Det danske behov i 2030 vil være 1,8 mio. ton biogent CO₂ alene til produktion af Power-to-X-brændsler til transportsektoren. Samtidigt skønner analysen, at dette behov vil stige kraftigt frem mod 2050 til 7,2 mio. tons.

Sammenlagt vil behovet for CO₂-fangst til både lagring og Power-to-X svare til 7-12 mio. tons om året i 2030 gående mod 12-17 mio. tons i 2050.

– Analysen viser, at når vi tager de økonomiske briller på, er potentialet for CO₂-fangst væsentligt lavere end det tekniske potentiale, som regeringen lægger til grund i sine beregninger for at nå 2030-målet. Vi kan kun bruge den indfangede grønne CO2 ét sted, og det skaber en række dilemmaer, der kræver politiske valg, siger Lars Aagaard og fortsætter:

– Hvis man politisk understøtter en udvikling, hvor man lagrer den grønne CO₂ i undergrunden for at jagte hurtige negative emissioner frem mod 2030, så vil man med stor sandsynlighed lukke døren til, at vi kan fremstille de Power-to-X-brændsler, der kan udfase fossile brændsler i skibs- og luftfarten efter 2030. Og så lukker man samtidigt døren for en stor dansk erhvervsmulighed. Der skal derfor træffes et politisk valg – skal den grønne CO₂ bruges til at levetidsforlænge eller udfase fossil energi?

 esl