Coronakrisen gør det billigere at udlede CO2
Priserne på CO2-kvoter er i løbet af de sidste to uger faldet med godt en tredjedel, mens Europa har været lukket ned i kampen mod corona. Og det giver trange kår for for den grønne omstilling, skriver Dansk Energi.
Priserne på CO2-kvoter er faldet fra omkring 24 euro per ton udledt CO2, men er nu nede på 15-16 euro per ton. Det er derfor ret beset blevet billigere at udlede drivhusgasser, og dermed er grønne projekter blevet mindre attraktive.
– Det er et tilbageslag for den grønne omstilling, når det bliver billigere at udlede CO2. Billigere kvoter gør det sværere for vindmøller og solceller at presse kul ud af Europas kraftværker og udskyder det punkt, hvor de grønne energiprojekter kommer af sig selv uden støtte, siger afdelingschef ved Dansk Energi Kamilla Thingvad.
Kvotepriserne havde ellers nået et højere niveau efter en årrække med lave priser, skriver Dansk Energi. Prisen var i bund efter finanskrisen, der skabte et stort overskud af kvoter og sendte på den måde prisen ned på et par euro per ton.
Efter lang tid med stabile forhold nåede kvotepriserne så op på de føromtalte 24 euro per ton, men nu har priserne igen taget et krise-dyk.
esl