De Radikale vil have stærkere central udpegning af energiparker
Regeringens udspil til energiparker leverer ikke på målet om at firedoble den vedvarende energi på land. Det mener De Radikale, der i et nyt udspil vil give staten en mere håndfast hånd og uddele større økonomiske bonusser til kommunerne.
- Vi foreslår som alternativ, at vi i en langt hurtigere proces får udpeget de her områder. De kommuner, der rigtig gerne vil det her, får til gengæld en langt større økonomisk gulerod, siger partiets politiske leder Martin Lidegaard.
Regeringens arbejde med energiparker har været undervejs i flere år, og kommuner har nu ansøgt om 32 forslag til energiparker. Her er det tanken, at parkerne skal rumme både vindmøller, solceller og PtX-projekter.
Selv hvis alle de 32 udpegede projekter realiseres, vil det ifølge De Radikale ikke indfri målet om at firedoble den vedvarende energi på land.
Ansvar skal udløse flere penge
Derfor vil partiet lave en mere målrettet udpegning af fem til ti steder i Danmark, hvor kommunerne kan bygge større energiparker. Det vil øge tempoet og sikre, at der opføres vedvarende energi de steder, hvor elnettet kan rumme det, mener partiet.
- De steder mener vi, at man skal udpege fra centralt hold. Men kun der, hvor kommunerne er interesserede, siger Martin Lidegaard.
I dag er størstedelen af den landbaserede vedvarende energi lagt i enkelte kommuner, og de kommuner, der tager størst ansvar, skal også belønnes mest.
160 mio. kr. til Skive
Konkret vil De Radikales forslag give kommunerne 2 øre per produceret KWH. Dermed får man større støtte, jo mere grøn strøm man producerer.
En kommune, der har en energipark på 100 megawatt, vil dermed få omkring 70 millioner kroner.
Og med det niveau, Skive Kommune har meldt ind som energipark, vil kommunen få omkring 160 millioner kroner ifølge De Radikales forslag.
Halvdel fra grøn fond
Partiet vil også bruge penge fra den grønne fond, der rummer op til 53 milliarder kroner over årene, og som Folketinget vedtog i sommeren 2022.
Dermed skal halvdelen af pengene til kommunerne betales af energiselskaberne, og den anden halvdel af pengene fra den grønne fond.
Det ekstra tilskud til kommunerne skal komme med en modydelse: at kommunerne laver en hurtigere myndighedsbehandling af projekter med vedvarende energi.
Regeringens plan lyder, at man i maj 2024 vil have færdiggjort dialog med kommunerne om, hvor der kan laves energiparker.
De Radikale vil dog tage deres forslag med i finanslovsforhandlingerne allerede på denne side af årsskiftet.
/ritzau/