Den norske oliefond tjente 34 mia. på dansk virksomhed
Chefen for den norske oliefond er meget tilfreds med afkastet på de danske aktier i Novo Nordisk.
Foto: Stian Lysberg Solum/NTB/Ritzau Scanpix

Den norske oliefond tjente 34 mia. på dansk virksomhed

Danske Novo Nordisk gav den norske oliefond et afkast på 34 mia. norske kr. i 2023.
2. FEB 2024 11.05

Den norske oliefond - Oljefonden - fik et afkast på 34 mia. norske kr. i 2023 udelukkende takket være dens aktier i det danske lægemiddelselskab Novo Nordisk. Det viser en oversigt over de aktier, som oliefonden fik størst afkast på sidste år, skriver norsk TV2. Beløbet svarer til 22,3 mia. danske kr. Oliefonden opnåede et samlet afkast på 2222 mia. norske kr. eller 1377 mia. danske kr. i året. Afkastet gør Novo Nordisk til oliefondens ottendebedste investering i 2023. 

Microsoft var det selskab, der på egen hånd bidrog til det største afkast på 129 milliarder norske kroner, efterfulgt af Apple med 114 milliarder norske kroner og Nvidia med 98 milliarder norske kroner. Chefen for oliefonden, Nicolai Tangen, er ifølge TV2 særdeles begejstret for Novo Nordisks diabetes- og slankemidler Ozempic og Wegovy.

- Potentialet fremover er, at lægemidlerne har positive virkninger for en masse sygdomme ud over fedme, siger han.

Værdien af Novo Nordisks aktie er steget med 73,6 pct. det seneste år til kursen 786,4 kr., som den lukkede i torsdag.

Onsdag fremlagde Novo Nordisk sit årsregnskab for sidste år. I regnskabet kunne man læse, at selskabets omsætning steg med 31 pct. til 232 mia. kr. På bundlinjen efter skat og udgifter tjente Novo Nordisk knap 84 mia. kroner i 2023, 51 pct. mere end i 2022. Oljefondens totale markedsværdi opgøres til 15.764,8 mia. norske kr. Det svarer til 10.411 mia danske kr. Oljefonden ejes af den norske stat. Her er en stor del af Norges olieformue blevet placeret, siden fonden blev oprettet af Stortinget i 1990. Den fungerer som en en buffer for statsfinanserne og giver politikerne større råderum i den økonomiske politik.

Oljefonden er verdens største statslige formuefond, og den har meget stor indflydelse på de globale børsmarkeder.


ritzau jel

Tilmeld dig nyhedsbrevet