Direktør: Grøn omstilling bremses af brintrørs-forsinkelse

Everfuel advarer om konsekvenser for industrien og klimaet
9. DEC 2024 9.22

Forsinkelsen af det planlagte danske brintrør, som skal løbe fra Jylland til Tyskland, vækker bekymring i industrien. Røret, der skal sikre eksport af overskudsenergi fra vedvarende kilder som sol og vind, er blevet udskudt fra 2028 til 2031. Det skaber usikkerhed om fremtiden for grønne energiprojekter i Danmark. Det skriver dagbladet Børsen.

– Den grønne omstilling næsten er sat på pause, indtil vi har en brintinfrastruktur, siger Jacob Krogsgaard, adm. direktør i Everfuel.

Flere projekter med vindmøller og solceller er allerede blevet sat på hold, og virksomheder tøver med at investere, fordi der mangler en klar plan for afsætning af den producerede energi. Ifølge Everfuel er en effektiv brintinfrastruktur afgørende for, at Danmark kan udnytte sit potentiale og deltage i den grønne europæiske omstilling.

Industrien opfordrer til at fremskynde etableringen af det såkaldte "nedre T" i brintrøret, som vil forbinde Esbjerg, Fredericia og grænsen til Tyskland. Det kan reducere forsinkelsen og hjælpe projekterne i gang igen.

jel

Tilmeld dig nyhedsbrevet