Elselskab: Nye el-vaner sparer forbrugerne for milliarder
Adm. direktør i N1, Lise Søgård Bering kalder det nye selskabets nye tarifmodel for en "rigtig god løsning for elforbrugerne".
Foto: Elnetselskabet N1 - Alexandra Instituttet PR

Elselskab: Nye el-vaner sparer forbrugerne for milliarder

De mere end 800.000 hjem og virksomheder, Elnetselskabet N1 forsyner med strøm, har flyttet en pæn del af deres elforbrug væk fra spidsbelastningen. Det giver forbrugerne lavere elregninger og mere end det.
17. JUN 2024 8.35

Flere elbiler i de danske husholdninger var medvirkende til, at 2024 begyndte med et meget højt elforbrug. I januar brugte danskerne nemlig mere strøm end nogensinde før, og i februar blev der også sat månedsrekord. Det skriver Elnetselskabet N1 i en pressemeddelelse.

Samtidig med at elforbruget steg, blev de mere end 800.000 hjem og virksomheder, som Elnetselskabet N1 forsyner med strøm, også introduceret til tarifmodel 3.0. Den nye tarifmodel giver elforbrugerne en økonomisk gulerod, hvis de kan lægge mest muligt af deres forbrug uden for spidsbelastningen mellem kl. 17 og 21. Især er der penge at spare, hvis elforbruget kan flyttes til om natten, hvor nettarifferne – som er prisen for at få transporteret strømmen ud i stikkontakterne – er billigst.

Det er et positivt incitament, som rigtig mange elforbrugere har reageret på. I årets første to måneder steg forbruget af strøm således i lavlastperioden fra klokken 00-06. I år var det 20,8 pct af strømforbruget der lå i nattetimerne, mens det i 2023 og 2022 var henholdsvis 19,4 og 18,2 pct.

- Da vi introducerede tarifmodel 3.0, var det for at flytte så meget forbrug væk fra spidsbelastningen som muligt, og vi kan se, at det virker. En stor del af forklaringen er, at antallet af elbiler vokser, og mange lader dem om natten. Men vi ser også tendensen i de husstande, som endnu ikke har skiftet til en elbil, siger Lise Søgård Bering, der er adm. direktør i N1.

I 2022 var det 21,3 pct. af den strøm, der blev brugt i de to første måneder af året, som lå i spidsbelastningen mellem klokken 17 og 21. Siden har andelen været støt faldende til henholdsvis 20,7 og 20,2 pct. i 2023 og 2024.

Konkrete besparelser

Det kan virke som små ryk i forbruget, men i det store billede betyder det virkelig noget. De nye forbrugsvaner betyder, at N1 kan skrue ned for investeringsniveauet. N1 har netop opdateret selskabets netudviklingsplan, der beskriver behovet for investeringer i elnettet de kommende ti år. Den viser, at N1 skal bruge 1,9 mia. kr. mindre end ventet på at udvide kabler og anlæg i elnettet på grund af de ændrede forbrugsvaner. Elektrificeringen af samfundet betyder dog stadig, at der er et stort behov for at udbygge elnettet. Derfor forventer N1 at investere 18,1 mia. kr. i elnettet frem mod 2034.

- Tarifmodel 3.0 er en rigtig god løsning for elforbrugerne. Hvis de er bevidste om, hvornår de bruger strøm og sætter opvasken, elbilen og vaskemaskinen til at køre om natten, får de en lavere regning nu og her. Samtidig bliver det billigere i det lange løb, fordi vi skal bruge færre penge på at udbygge elnettet og dermed skal opkræve mindre i nettariffer, siger Lise Søgård Bering.

N1 overgik fra vinter- til sommertariffer 1. april, hvilket betød, at nettariffen faldt med omkring 50 pct. i tidsrummet fra klokken 6 om morgenen og frem til midnat. Det skyldes, at elforbruget falder i foråret og sommeren, og der derfor ikke er så meget pres på elnettet. Vintertarifferne vender tilbage igen 1. oktober.

jel

Tilmeld dig nyhedsbrevet