Hanstholm Havn
En helt simpel sag, der har udviklet sig
Thisted Kommunes tekniske direktør Mogens Kruse Andersen afsøgte muligheden for at lovliggøre strandcafeen på Hanstholm Havn. Her er han fotograferet i Thy Cablepark, der er en del turistbranded i kommunen, Cold Hawaii Inland.
Foto: Thisted Kommune

Surfercafé på havneområde:
”En helt simpel sag, der har udviklet sig”

Det begyndte med en uheldig lejekontrakt af havneareal og en manglende byggetilladelse til en surfercafe. Thisted Kommunes tekniske direktør holder på loven men er åben for dialog både med surferne og havnens brugere.
11. OKT 2023 12.35

THISTED: DOI.dk har tidligere skrevet om serieiværksætteren og surferen, Rasmus Fejerskov, der netop har flyttet sin surfercafe fra det strandareal på Hanstholm Havn, som han havde lejet af havnen. Han opgav cafeen efter et påbud fra Thisted Kommune, hvorefter erhvervsmanden efterlyste overfor DOI.dk en saglig begrundelse.

Hos Thisted Kommune kan teknisk direktør Mogens Kruse Andersen ikke genkende den fremstilling af sagen.

- Det er en erhvervshavn. Og det er havne- og planloven, der definerer, hvad man kan lave en her. Rasmus Fejerskovs café var i et område, hvor der er virksomheder med den højeste miljøgodkendelse, og dem er er kun mellem 50 meter til. Faktisk er der kun 35 meter til FF Skagen, forklarer Mogens Kruse Andersen om virksomheden, der blandt andet producerer fiskemel.

Og loven om, hvad der er tilladt hvor og hvornår på en havn, har også ændret sig.

- Man skærpede planloven i 2017 netop for at forebygge, så virksomhederne ikke bliver fortrængt fra havneområdet af virksomheder, der ikke har havnerelateret virksomhed. Det drejer sig om, at man ikke presser havnens virksomheder væk. Det er for at beskytte dem, fortæller den tekniske direktør.

Undersøgte lovliggørelse

Surfercaféen havde en flot placering på havnens strand, og der blev faktisk sat en undersøgelse i gang for at se, om en lovliggørelse var mulig.

- Vi bad en ekstern advokat om at undersøge om placeringen var mulig indenfor loven. Hvis det havde været muligt, så havde vi givet tilladelsen. Det var bare ikke muligt. Der er ingen muligheder på havnen. Sagen er blevet undersøgt juridisk på kryds og tværs, fortæller Mogens Kruse Andersen og påpeger en afgørelse Planklagenævnet, der understøtter advokatens konklusion.

På havnen findes ellers allerede fiskehandlen og restauranten Røgeriet, der er kendt i lokalområdet for sit stjerneskud.

- Røgeriet startede inden 2017, hvor det stadig var muligt inden lovændringen, tilføjer Mogens Kruse Andersen om en mulighed, der ikke findes mere.

- Hvis Rasmus Fejerskov vil have lov til at til at drive cafe der, så skal han have fat i politikerne på Christiansborg for at få ændret loven, tilføjer direktøren.

Åben for dialog 

Selvom surfercafeen er lukket, så betyder det ikke, at surferne ikke er velkomne.

- Vi vil rigtig gerne i dialog med surfskolen. Det er slet ikke sådan, at vi vil af med surferne, som nogle har sagt, siger Mogens Kruse Andersen, der heller ikke kan forstå, at den værftsejer Finn Jørgensen i Hanstholm overfor DOI.dk har beskrevet, at han ikke har set den tekniske direktør på havnen.

- Jeg var på havnen sidste fredag, hvor jeg havde møde med havnechefen. Jeg så godt nok ikke Finn Jørgensen den dag, men jeg har set ham på havnen flere gange før. Hvis Finn Jørgensen ringer, så vil jeg da gerne mødes med ham, han skal bare sige til. Og jeg har et rigtigt godt forhold til havnens virksomheder. Desuden har jeg faste månedlige møder med havnerådet, der består af nogle af de største virksomheder på havnen, forklarer Mogens Kruse Andersen og tilføjer:

- Du må gerne ringe til havnerådet og spørge om det.

Lejekontrakt startede sagen

Men egentlig begyndte det hele, da Rasmus Fejerskov fik lov at leje grunden af havnen.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at man fra havnens forrige ledelses udlejede arealet. I lejekontrakten står der, at Rasmus Fejerskov skulle søge om de nødvendige tilladelser hos Thisted Kommune. Hvis han havde søgt om byggetilladelse til strandcafeen, så ville sagen aldrig være startet, siger Mogens Kruse Andersen og konkluderer:

- Det er en helt simpel sag, der har udviklet sig.

Hvad arealet skal bruges til, kan Mogens Kruse Andersen ikke komme ind på. Heller ikke om det er en virksomhed fra energibranchen, der er på vej ind.

- Der er tavshedklausuler, som bliver indgået som noget af det første. Derfor kan jeg ikke sige noget, forklarer den tekniske direktør. 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet