Erik Flyvholm: Slægtsskabet med Esbjerg som storebror er klart
Der er vækst på Thyborøn Havn. (arkivfoto.)
Foto: Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Erik Flyvholm: Slægtsskabet med Esbjerg som storebror er klart

Startskuddet til den havn, som Thyborøn Havn er i dag, blev allerede taget, da havnen blev kommunal i 2001. Lemvigs borgmester har været med hele vejen.
24. NOV 2022 13.02

LEMVIG: I dag er Thyborøn Havn en driftig havn, der er rykket op på en ellevte plads blandt danske havne målt på tonnage. Den vækst kender Lemvigs borgmester, Erik Flyvholm (V), alt til, da han gemmen mange år har kunne følge udviklingen som medlem af havnens bestyrelse.

- Grus og ral er gået fra at være et lille forretningområde til at være stort. Så vi er begyndt at komme med i statistikken, forklarer borgmesteren, der er uddannet økonom .

Borgmesteren har været en del af havnens vækst i over 20 år, og det begyndte i 2001.

- Jeg var med til at købe havnen af staten som viceborgmester i Thyborøn-Harboøre Kommune. Det var nu rettere en gave, men en gave kan godt ende med at være dyr, siger borgmesteren.

Erik Flyvholm og hans kone er selv fra Harboøre, hvor parret stadig bor. Måske derfor er han også helt klar over det maritime slægtsskab, der på flere måder eksisterer mellem Esbjerg, Harboøre og Thyborøn.

- Der er et slægtskab med Esbjerg som storebror. Kent Kirks familie kom jo oprindeligt fra Harboøre, fortæller Erik Flyvholm om den forhenværende storfisker og tidligere konservative fiskeriminister, der om nogen bliver forbundet med Esbjerg, selvom han for længst er flyttet til Nordsjælland.

Esbjerg som forbillede

Inspirationen til at udvikle Thyborøn Havn stammer også fra Danmarks femte største by.

- Vi har været på rundtur i Esbjerg Havn. Det er jo meget store forhold, siger Erik Flyvholm, der vedkender sig størrelsesforskellen. Der er dog også områder, hvor Thyborøn kan bidrage.

- Vi har en stor offshore klynge med dygtige håndværkere, der er vant til at yde service til fiskeriet, fortæller han.

Det er firmaer som Kynde & Toft og Thyborøn Skibs og Motor, der allerede i dag arbejder for vindindustrien. De to virksomheder driver i fællesskab den største flydedok på Vestkysten. Og hele offshore klyngen er endda organiseret.

- De har dannet North Sea Offshore Service Group, der er en ansat til at servicere kunder, fortæller Erik Flyvholm sluttelig.

 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet