EU stemmer nyt bygningsdirektiv med igennem: Sætter slutdato for olie- og gasopvarmning
Bygningsdirektivet blev stemt igennem EU-parlamentet tirsdag eftermiddag. (Arkivfoto.)
Foto: Imago/Ritzau Scanpix

EU stemmer nyt bygningsdirektiv med igennem: Sætter slutdato for olie- og gasopvarmning

Direktivet skal gøre EU’s bygningsmasse mere energieffektiv og dermed mindske klimabelastningen og sætter slutdato for opvarmning med olie- og gas.
12. MAR 2024 15.32

En bygning med lav energieffektivitet sluger ti gange så meget energi som en bygning med et højt energimærke. Der er med andre ord store økonomiske gevinster at hente på energiregningen ved at energieffektivisere.

Den gevinst vil EU nu forsøge at hente ind. For med 370 stemmer for og 199 imod blev et EU's nye bygningsdirektiv tirsdag stemt igennem af EU-Parlamentet. Direktivet skal gøre EU’s bygningsmasse mere energieffektiv og dermed mindske klimabelastningen. Der er krav om energirenoveringer og -besparelser i både boliger, offentlige bygninger og kommercielle bygninger.

Med det nye direktiv er der desuden sat slutdato for den individuelle opvarmning med olie og gas. Det skal ske senest i 2040. Desuden skal det være slut med at give subsidier til olie- og gasfyr fra 2025.

En helt ny analyse fra konsulenthuset Guidehouse viser, at direktivet kan lette så meget på efterspørgslen på energi, at EU helt kan blive fri for russisk gas. Samtidig kan EU-borgernes gasregning reduceres med mere end 80 mia. kr. om året.

Med direktivet er der nu udsigt til et væsentligt lavere energiforbrug i bygninger, der tegner sig for hele 40 pct. af energiforbruget og 36 pct. af de energirelaterede udledninger af drivhusgasser i EU.

- Med Bygningsdirektivet kan vi slå to fluer med et smæk. Vi kan opfylde vores mål om et klimaneutralt Europa i 2050, og vi kan stoppe med at betale Putins krig i Ukraine. Bygningsdirektivet er måske det værktøj, som hurtigst og mest effektivt kan reducere Europas forbrug af gas. Jeg opfordrer til, at medlemslandene prioriterer Bygningsdirektivet meget højt og implementerer, hvad vi har vedtaget, så hurtigt som muligt, siger Morten Helveg Petersen, medlem af EU-Parlamentet for Radikale og Renew Europe-gruppens forhandler på Bygningsdirektivet, i en pressemeddelelse.

Ros fra organisationer

Interesseorganisationen Synergis bestyrelsesformand, Bendt Bendtsen, var EU-Parlamentets chefforhandler ved seneste revision af Bygningsdirektivet i 2018. Han er tilfreds med resultatet af afstemningen og direktivet, selv om ambitionsniveauet gradvist er sænket gennem det årelange forhandlingsforløb.
- Det er meget positivt, at vi nu endelig har fået Bygningsdirektivet igennem EU-Parlamentet – og i en god forfatning. Der er konkrete krav til de dårligste erhvervsbygninger og offentlige bygninger. Og der er sat vigtige mål for energieffektiviteten i boligmassen, siger Bendt Bendtsen.

Synergi arbejder for, at Danmark reducerer sit energispild – i industrien, i de offentlige og almene bygninger og i de danske hjem. Men også en stor stemme for industrien, erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI), roser aftalen i EU.

- Tiden er inde til at handle proaktivt. De nye krav omfatter ikke kun private bygninger, men strækker sig også til offentlige bygninger som skoler, biblioteker og kontorbygninger, der har et enormt potentiale for energieffektiviseringer. Vi står altså med en kæmpemæssig opgave, så det er vigtigt, at vi hurtigst mulig kommer i gang, siger Anders Stouge, som er vicedirektør i Dansk Industri.

Han ser desuden flere muligheder for danske virksomheder, som følge af det nye direktiv.

- Nogle af verdens bedste virksomheder indenfor isolering, lavenergivinduer og avancerede tekniske løsninger, der gør energiforbruget lavere og mere fleksibelt, bor i Danmark. De spiller en nøglerolle for, at hele Europa kommer i mål, siger han. 

EU’s Ministerråd ventes at stemme Bygningsdirektivet endeligt igennem i april, hvorefter medlemslandene skal i gang med implementeringen af direktivet.

Bygningsdirektivet og energieffektivitet i EU

Direktivet medfører bl.a., at:

  • Den samlede boligmasse i gennemsnit skal reducere energiforbruget med 16 pct. pr. m2 i 2030 og med 20-22 pct. pr. m2 i 2035.
  • De dårligste 16 pct. af bygningsmassen (boliger ikke omfattet) skal forbedre energistandarden inden 2030 og 26 pct. inden 2033. Det svarer i Danmark til, at de fleste F- og G-mærkede bygninger skal være forbedret i 2030. Og at ca. halvdelen af de E-mærkede bygninger derudover skal løftes i 2033.
  • Fossile brændsler skal udfases af den individuelle opvarmning senest i 2040. Det skal desuden være slut med at give subsidier til olie- og gasfyr fra 2025.

Kilde: Synergi

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet