Ever Given forlader Suezkanalen efter måneder i venteposition
Det japanskejede Ever Given sad fast på tværs af suezkanalen i seks dage tilbage i marts, men er onsdag på vej ud af kanalen.
Foto: Mahmoud Khaled, Ritzau Scanpix

Ever Given forlader Suezkanalen efter måneder i venteposition

Endelig aftale om kompensation for skibsblokade af Suezkanalen i seks dage er onsdag underskrevet.
7. JUL 2021 13.39

Containerskibet "Ever Given" har lettet anker og er på vej ud af Suezkanalen. Skibet har ligget stille i en sø i kanalen, siden det blev trukket fri af Suezkanalen 29. marts.

Kanalmyndighederne (SCA) har indtil nu nægtet at lade det sejle afsted på grund af en strid om kompensation fra skibets ejere.

Men der blev i weekenden indgået forlig mellem ejerne af skibet og kanalmyndighederne, så Ever Given efter måneders venten kan begive sig væk fra kanalen.

Den endelige aftale om kompensation er onsdag blevet underskrevet af de to parter.

- Jeg meddeler til verden, at vi er nået frem til en aftale, siger Osama Rabie, formand for kanalmyndighederne, på direkte tv.

To slæbebåde eskorterer det tonstunge skib ud af kanalen. Om bord har skibet cirka 18.300 containere.

De stridende parter har været tilbageholdende med at oplyse, hvad forliget om kompensationen er landet på, men SCA har tidligere krævet 916 mio. dollar - 5,74 mia. kr. - i kompensation. Kravet blev dog senere sænket til 550 mio. dollar, hvilket svarer til cirka 3,45 mia. kr.

Ritzau

Tilmeld dig nyhedsbrevet