Dansk Energi:
Finanslovsforslaget mangler klimafokus

Det duer ikke, at klimaet ikke har fået sin egen reserve på statens budget. Der ligger meget store opgaver foran os, siger en skuffet Lars Aagaard fra Dansk Energi om regeringens finanslovforslag.
2. SEP 2020 8.16

I kølvandet på foråret og sommerens nedlukning på grund af coronakrisen var der lagt op til dystre udsigter for dansk økonomi. Budskabet fra finansminister Nicolai Wammen var da også, at væksten kommer til at falde, og at der i finanslovforslaget ikke er reserveret midler til klimaområdet.

Administrerende direktør i Dansk Energi Lars Aagaard ærgrer sig over, at regeringen ikke prioriterer midler på finansloven til at sætte gang i samfundet igen gennem grønne investeringer:

– Den grønne omstilling kræver store beslutninger og store indsatser på alle niveauer - og det haster. Derfor er det ærgerligt, at regeringen ikke prioriterer en reserve til klimaet i sit udspil, siger Lars Aagaard i en pressemeddelelse. 

Der er i forslaget afsat en ramme på 1,5 mia. kr. at forhandle indenfor, men det er slet ikke nok, mener Lars Aagaard. 

– Det duer ikke, at klimaet ikke har fået sin egen reserve på statens budget. Der ligger meget store opgaver foran os. Bilbeskatningen skal gøres grøn, indtægterne fra energibeskatningen falder, når fossil energi udfases, og en CO2-afgift kan ikke erstatte de indtægter, som forsvinder. Landbruget skal have en hjælpende hånd, ny teknologi og nye grønne brændsler skal udvikles, vores energiinfrastruktur skal udbygges. Uden vilje til prioritering af klima på statens budget når vi ikke i mål. Pengene er for små og perspektivet for kort i det forslag, som regeringen har lagt frem.

Hos Dansk Energi har man forståelse for, at finanslovsforslaget rummer en coronapulje på ni mia. kr. i lyset af den økonomiske situation.

– Men man bør i tillæg til coronapuljen aftale at evt. ubrugte midler overføres til yderligere tiltag, der kan hjælpe os til at nå i mål med klimaambitionerne for 2030, siger Lars Aagaard. 

esl

Tilmeld dig nyhedsbrevet