FN: Klimaløfter er ikke nok til at begrænse den globale opvarmning
Generalsekretær i FN's klimakonvention Simon Stiell. FN har modtaget landenes nyeste klimamål, og de er slet ikke ambitiøse nok, lyder det fra generalsekretæren. (Arkivfoto). - Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix

FN: Klimaløfter er ikke nok til at begrænse den globale opvarmning

FN-landenes klimaløfter vil skære 2,6 procent af udledning af drivhusgasser. Det er ikke nok, siger forskere.  
28. OKT 2024 11.58

FN-landenes nationale løfter om at mindske udledningen af drivhusgasser er ikke nok til at begrænse den globale opvarmning. Det siger FN mandag.

FN's klimakonventions årlige vurdering viser, at landenes nationalt bestemte bidrag vil mindske udledningen af drivhusgasser med 2,6 procent fra 2019 til 2030. Det tal er steget sammenlignet med to pct. i 2023. Men det er ikke nok, lyder det.

Hvis Parisaftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader skal overholdes, så skal udledningen af drivhusgasser nedbringes med 43 pct., siger forskere.

Klimakonventionens generalsekretær, Simon Stiell, appellerer derfor til, at landene er nødt til at levere nye og mere ambitiøse klimamål inden en tidsfrist i februar 2025.

- De nuværende planer for klimaet er slet ikke nok i forhold til, hvad der er nødvendigt for at afholde den globale opvarmning fra at lamme enhver økonomi og ødelægge milliarder af liv verden over, siger han.

Jorden har været varmere end nu 

En anden rapport fra Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO), der hører under FN, viser, at CO2 akkumuleres i atmosfæren hurtigere end nogensinde før i menneskets historie.

Det fremgår, at koncentrationen heraf er steget med 11,4 pct. inden for 20 år, og niveauet er nu 51 pct. højere sammenlignet med det førindustrielle niveau, som WMO har sat til år 1750.

Jordens CO2-niveau har ikke nået samme højder siden for tre til fem millioner år siden, hvor temperaturen også var to til tre grader varmere, og havniveauet var 10-20 meter højere. Og det bør få beslutningstagernes alarmklokker til at ringe, siger generalsekretær i WMO Celeste Saulo.

- Enhver brøkdel af en temperaturstigning har en reel indflydelse på vores liv og vores planet, lyder det i rapporten.

Udviklingen for CO2 er ifølge rapporten primært drevet af afbrænding af fossile brændstoffer og produktion af cement. FN afholder klimatopmøde, COP29, i november i hovedstaden Baku i Aserbajdsjan.


/ritzau/Reuters

Tilmeld dig nyhedsbrevet