Forbrugervagthund kalder prisloft på fjernvarme for et godt redskab
Et politisk flertal har aftalt at indføre et prisloft på fjernvarme. Det er en god måde til at sikre effektiv drift af værkerne, mener Forbrugerrådet Tænk. (Arkivfoto). - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Forbrugervagthund kalder prisloft på fjernvarme for et godt redskab

Prisloft er et incitament for fjernvarmeværker til at sikre en mere effektiv drift, mener Forbrugerrådet Tænk.  
5. JUL 2024 9.14

Der er store udsving landet over, når det gælder forbrugernes årlige udgifter til fjernvarme. Sidste år varierede det ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet mellem 8000 kr. og 39.000 kr. om året.

Men et politisk flertal på Christiansborg har i denne uge besluttet at indføre et prisloft på fjernvarme. Det er en god idé, lyder det fra politisk chef i Forbrugerrådet Tænk Karin Breck.

- Fjernvarmeselskaber er monopoler. Der er ikke nogen konkurrence mellem værkerne. Man er tilsluttet ét og kan ikke skifte til et andet, sådan som man kan eksempelvis med elselskaber. Så derfor er der nødt til at være nogle andre redskaber, der sikrer, at værkerne bliver drevet effektivt til glæde for forbrugerne. Der er prisloft et rigtig godt redskab, siger Karin Breck.

Partierne bag aftalen er enige om, at prisloftet skal tage udgangspunkt i udgifterne til en varmepumpe.

Dyre selskaber kommer på liste

Prisloftet betyder, at Forsyningstilsynet hvert år vil offentliggøre en liste over de selskaber, der ligger over loftet. Selskaber, der havner på den forkerte side af prisloftet, skal lave en plan for, hvordan de vil nedbringe prisen.

Lykkes det ikke at reducere prisen, så den gennemsnitligt i tre år er under prisloftet, vil eventuelle forbrugerbindinger ikke længere være gældende, og forbrugeren kan vælge en anden varmeløsning.

Brancheorganisationen Dansk Fjernvarme og Landdistrikternes Fællesråd er stærkt kritiske over for aftalen om prisloftet. Det vil skabe usikkerhed om fjernvarmen og bremse udrulningen af den kollektive opvarmningsform, lyder det.

- Det ser ud til, at fjernvarme vil være under afvikling i landdistrikterne med denne aftale, og det er stik imod tidligere intentioner om at udbrede fjernvarme - også i landdistrikterne, har formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard utalt i en pressemeddelelse.

Men Karin Breck kalder det en "tom trussel".

- Fjernvarme udrulles allerede i stor stil. Det er en rigtig god kilde, og det er noget, vi anbefaler fra Forbrugerrådet Tænks side. Jeg tror, vi vil se, at værkerne bliver opmærksomme på det og selv kan se, at de måske kan drives mere effektivt, siger Karin Breck.

/ritzau/
 

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet