Forsyningstilsynet politianmelder flere elhandelsvirksomheder

Tilsynet har politianmeldt elhandelsvirksomheden Nordisk Energi for bedrag og to andre elhandelsvirksomheder på grund af manglende opfyldelse af påbud.
20. DEC 2024 14.30

Forsyningstilsynet er ude fredag ude med riven efter tre elhandelsvirksomheder i form af Nordisk Energi, Edison EL ApS og Dansk Strøm ApS, og har politianmeldt de tre virksomheder for forskellige forhold

Værst er anmeldelsen mod Nordisk Energi, som er anmeldt for mulig overtrædelse af straffelovens § 279 om bedrageri. Anmeldelsen sker på grundlag af en begrundet mistanke om, at virksomheden har overfakturereret elhandelsvirksomhedens elkunder og kommer på baggrund af flere klager mod virksomheden i perioden september 2023 til april 2024.

Forsyningstilsynet har herudover i forbindelse med et tilsyn bl.a. undersøgt, om Nordisk Energi ApS har overholdt forpligtelserne til, at kontraktbetingelser skal oplyses klart forståeligt forud for kontraktens indgåelse. Tilsynet førte til et påbud til virksomheden om at sikre, at det lever op til kravene om oplysning om kontraktbetingelser. Tilsynet er dog kommet frem til at et påbud ikke er nok.

"Forsyningstilsynet vurderer samlet set, at oplysningerne indeholdt i klagesagerne, sammenholdt med at selskabet i sit aftalemateriale ikke har oplyst elkunderne om, hvordan virksomhedens variable priser udregnes, understøtter en konkret mistanke om, at virksomheden har overfaktureret sine elkunder og dermed har overtrådt straffelovens § 279 om bedrageri," lyder det i en pressemeddelelse fra tilsynet.

Hos Nordisk Energi ærgrer man sig over sagen, og tilkendegiver at man gør alt for at rette op på den.

"Vi er meget kede af, at kunder har følt sig utilstrækkeligt oplyst om priserne i et produkt, som vi tilbød indtil marts 2023. Vi har siden da efterlyst kunder, som ikke var tilfredse, og opfordret dem til at henvende sig. Efterfølgende er samtlige kunder, der har henvendt sig, så blevet refunderet. Det tilbud gælder fortsat. Vi har i det hele taget ikke noget at skjule og står på alle måder til rådighed for myndighederne. Viser det sig, at vi kunne eller burde have handlet anderledes, tager vi det hjertens gerne til efterretning. Så vil vi fortsætte med at påtage os ansvaret," lyder det i en skriftlig kommentar fra selskabet til DOI.dk

Manglende slutafretning og tilbagebetaling af tilgodehavender 

Men det er altså ikke kun Nordisk Energi, som fredag har måttet se en politianmeldelse fra Forsyningstilsynet i øjenene.

Det situation står Edison EL ApS og Dansk Strøm ApS også i, som følge af manglende opfyldelse af påbud om at leve op til reglerne om slutafretning og tilbagebetaling af tilgodehavender til elkunder, der har skiftet elhandelsvirksomhed.

Påbuddene til de to virksomheder blev udstedt i 2023 på baggrund af resultaterne fra en undersøgelse af i alt ti elhandelsvirksomheder, hvor halvdelen enten modtog påtaler eller påbud for manglende efterlevelse af reglerne. 

- Det er afgørende for forbrugernes tillid til frit at kunne vælge ny leverandør på elmarkedet, at elhandelsvirksomheder lever op til de regler, som er blevet vedtaget. Det gælder ikke mindst, når virksomhederne, som det her er tilfældet, allerede har modtaget påbud fra os om at gøre det, siger Forsyningstilsynets direktør Carsten Smidt.

Forsyningstilsynet vurderer, at den manglende efterlevelse af Forsyningstilsynets påbud giver grundlag for at pålægge virksomhederne en bødestraf. Størrelsen på en eventuel bøde vil afhænge af en nærmere vurdering af proportionaliteten mellem virksomhedernes samlede økonomiske situation og alvoren af den pågældende overtrædelse, herunder mulige økonomiske vindinger ved den manglende efterlevelse.

22:30 Opdateret med kommentar fra Nordisk Energi.

amp

 

.

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet