Fremtiden for el-lastbiler er langt lysere end antaget
Der kommer langt flere el-lastbiler på vejene, lyder det fra Rådet for Grøn Omstilling.
Foto: Rådet for Grøn Omstilling.

Rådet for Grøn Omstilling:
Fremtiden for el-lastbiler er langt lysere end antaget

Hver fjerde lastbil i Danmark er en el-lastbil i 2030, og mere end halvdelen af alle lastbiler er elektrificeret i 2035. Det fremgår af et nyt fremskrivningsnotat fra Rådet for Grøn Omstilling
8. FEB 2024 11.58

Omstillingen til el-lastbiler kommer til at gå hurtigt i Danmark, også langt hurtigere end der lægges op til i Energistyrelsens ’Klimastatus og -fremskrivning 2023’. Det viser et nyt notat fra Rådet for Grøn Omstilling.

EU-Kommissionens nye forslag om 90 pct klimamål i 2040 undervurderer også udviklingen. Forslaget vil i praksis betyde, at mindst 40 pct af lastbiler skal være elektriske i 2040 i hele Europa, hvilket er betydeligt lavere end Rådet for Grøn Omstilling forventer kommer til at ske i Danmark. Rådet for Grøn Omstilling beskriver i notatet, hvor mange elektriske lastbiler, der kommer ud på vejene i Danmark i 2024-2035. 

- De officielle tal i klimafremskrivningen fra 2023 undervurderer markant salget af el-lastbiler. Allerede nu er salget 5-6 år længere fremme end forventet. Derfor er der brug for et mere realistisk bud på udviklingen, så vognmænd og virksomheder ikke foranlediges til at tro, at omstillingen først kommer til at tage fart efter 2030, siger Daria Rivin, der er seniorrådgiver hos Rådet for Grøn omstilling.

Energistyrelsen forventede i klimafremskrivningen fra 2023 kun, at 1,5 pct af salget i 2023 var el-lastbiler. Men salget endte på hele 6,3 pct. Det svarer til at hver 16. lastbil, der blev solgt i Danmark i 2023, var en el-lastbil. Samtidig forventer klimafremskrivningen, at der slet ikke bliver solgt en eneste el-lastbil i 2024.

- EU har skærpet CO2-kravene til nye lastbiler med 50 pct i 2030. I år kommer der lastbiler på markedet, der kan køre 500 km på en opladning, og senere i år kommer en ny ladestandard, hvor en el-lastbil kan lade fra 20-80 pct på 30 min. Alt dette betyder, at der hurtigere kommer god økonomi i en el-lastbil, og at vi får en betydeligt højere hastighed i omstillingen, siger Daria Rivin.

Højere forventninger til el-lastbilerne

Af samme grund har Rådet for Grøn Omstilling også betydeligt højere forventninger til, hvor mange el-lastbiler der samlet set vil være i Danmark frem mod 2035. Næsten hver fjerde lastbil (23 pct) forventer Rådet for Grøn Omstilling er en el-lastbil, mens Energistyrelsen i sin fremskrivning kun forventer små 4 pct. I 2035 forventer de at 1 ud af 5 (21 pct) lastbiler er en el-lastbil, hvor Rådet for Grøn Omstilling forventer, at halvdelen af alle lastbiler er el-lastbiler (ca. 53 pct).

- En ting er, hvad vi forventer der bliver solgt af elektriske lastbiler; en anden ting er, hvad der er nødvendigt – dels for at lastbilproducenterne kan leve op til EU's CO2-krav til nye tunge køretøjer og dels for at leve op til EU’s klimamål. Vores fremskrivning er i overensstemmelse med begge dele, siger Daria Rivin.

Selvom Rådet for Grøn Omstilling ser en hurtig udvikling for sig, er der stadig brug for en række politiske initiativer for at sikre en hurtig omstilling.

- Vi har brug for større støttepuljer til el-lastbiler for bedre at matche de betydelige beløb, der gives i vores nabolande. Større byer skal kunne etablere nulemissionszoner. Og el skal ligestilles med biobrændstoffer som transportdrivmiddel, slutter Daria Rivin.

Rådet for Grøn Omstilling arbejder for en hurtig elektrificering af vejtransporten.

Tilmeld dig nyhedsbrevet