Fremtiden ser super godt ud på verdensmarkedet
CEO for M.A.R.S. Kim Thygesen er tilfreds med fremtidsudsigterne for virksomheden, hvor han er global direktør udenfor USA. M.A.R.S. leverer nemlig de standarder, som olie- og gasbranchen efterspørger på verdensplan.
Foto: Jesper Ernlund Lassen - Danish Offshore Industry - DOI.dk

Recycling af olieskibe og boreplatforme:
"Fremtiden ser super godt ud på verdensmarkedet"

M.A.R.S. i Frederikshavn Havn ser lyst på fremtiden, og direktøren arbejder på et endnu større site i Brasilien. Nu er han en uge i Sydamerika hver måned, selvom han helst ville have udvidet i Frederikshavn.
5. NOV 2024 10.45

Den nye vækstpris i baggrunden taler et tydeligt sprog, og der er heller ikke nogen tvivl om, hvordan det går hos firmaet Modern American Recycling Services, Europe A/S eller M.A.R.S. – der ophugger olieskibe og boreplatforme til recycling.

- Det går godt, men det er ikke uden udfordringer. Zafiro Producer har skabt en del ekstra omkostninger, fortæller CEO Kim Thygesen om et gammelt olieskib, der under en voldsom efterårsstorm rev sig løs og forårsagede alvorlige skader i Frederikshavn Havn, hvor det retslige efterspil stadig kører.

Den slags kommer dog ikke til at ske igen.

- Vi har investeret i nye storm-pullerter, forklarer han om nye fortøjningsmuligheder ved kajen.

Sikkerheden

Virksomheden har også lagt en stormfuld begyndelse med artikler i medier om sikkerhedsproblemer bag sig. Den høje standard af sikkerheden er ellers noget af det, der tiltrækker kunderne, der oftest er olieselskaber. Men ifølge direktøren var det firmaets opstart i 2019, der skabte problemer, som nu er løst.

- Sikkerheden skal der altid arbejdes med, og vi uddanner og træner hele tiden. Vi vil også komme til at lave fejl i fremtiden, siger Kim Thygesen og forklarer sikkerhedsproblemerne i begyndelsen med organisationens rivende udvikling:

- Vi startede med seks ansatte og var 100 ansatte tre måneder efter, da vi begyndte med Tyra.

M.A.R.S. har nemlig ophugget og recyclet det første Tyrafelt efter virksomhedens opstart i 2019.

En ener på verdensmarkedet

I dag er der omkring 160 ansatte og mellem 50 og 70 medarbejdere hyret ind via underleverandører. En af grundene til, at det går godt, er, at olieselskaberne vil have sikkerhed for, at ophugningen foregår på en ordentlig måde, både miljø- og sikkerhedsmæssigt.

- Fremtiden ser super godt ud på verdensmarkedet, for vi kom til på et godt tidspunkt i 2019. Der var begyndt at komme en efterspørgsel i hele branchen, siger Kim Thygesen og uddyber:

- Vi er et anerkendt brand, og vi får utallige henvendelser fra hele verden – virkelig world wide som Afrika, Brasilien og Australien foruden Japan.

Udvidelse i Brasilien

Selvom Kim Thygesen helst ville udvide i Frederikshavn, så er det ikke muligt. Derfor arbejder han på en udvidelse i Brasilien nærmere bestemt i en by nord for Rio. Detaljerne er klar for det kommende site.

- Der kommer til at være dobbelt så meget kaj som her og 100.000 kvm mere end her, så vi kommer til at have 400.000 kvm. Vi forventer at kunne åbne i 2028 med langtidskontrakt som her. Det bliver med de samme sikkerhedsstandarder og ISO-certificeringer som her; ellers kan vi ikke tiltrække kunder fra oliebranchen, fortæller Kim Thygesen.

Selvom det forbliver usagt, så er det klart, at den danske CEO nyder stor tillid fra M.A.R.S.’s amerikanske ejer.

- Jeg står for alt udenfor USA, fortæller Kim Thygesen, der derfor er i Brasilien en gang om måneden:

- Jeg er i Brasilien en arbejdsuge hver måned. Jeg tager flyet over mandag aften fra Heathrow, så arbejder jeg tre dage med 12 timer om dagen. Så flyver jeg hjem, så jeg kan holde weekend fredag.

CEO’en bor privat på Fyn, men er enten i Frederikshavn eller Brasilien. Weekenderne bliver derfor helliget familien og børnebørnene – hvor telefonen er slukket, forsikrer han.

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet