Gennembrud for genanvendelse af vindmøllevinger
(Arkivfoto.)
Foto: Jens Christian Top/Ritzau Scanpix

Gennembrud for genanvendelse af vindmøllevinger

Nye resultater fra innovationsprojektet DecomBlades viser, at det er muligt at processere og omsmelte glasfibre fra vindmøllevinger til højkvalitetsfibre til nye vinger.
20. OKT 2023 14.33

I 20 år har virksomheder og forskere forsøgt at genbruge vinger fra vindmøller, der har udtjent deres levetid. Helt aktuelt er der sket et fremskridt i arbejdet med at afsætte de mængder af vinger, der vil forekomme, når flere vindmøller bliver dekommissioneret. Det skriverEnergy Cluster Denmark i en pressemeddelelse.

Konsortiet bag innovationsprojektet DecomBlades er ved hjælp af et pyrolyseanlæg i storskala, som MAKEEN Energy har udviklet, lykkedes med at udvinde og processere hovedbestanddelen – glasfibrene – fra gamle 37-meter vindmøllevinger i så høj kvalitet, at de kan omsmeltes og indgå i produktion af nye vindmøllevinger.

- I første forsøg er det lykkedes os at genvinde og processere glasfibre, der er egnede til at indgå i råmateriale-blandingen på samme vis som jomfrueligt materiale i den ekstremt følsomme proces, det er at producere glasfiber. Vi har nået denne vigtige milepæl, og det er ikke i laboratorieskala. Vi taler om en proces på industrielt niveau med udsigt til kommercialisering. Det er helt vildt spændende, siger Irene Bach Velling Villadsen der er projektleder hos MAKEEN Energy, der er virksomheden bag udviklingen af den pyrolyseteknologi, der benyttes i processen.

Målsætning og samarbejde skaber resultater

Partnerne i DecomBlades-projektet er MAKEEN Energy, LM Wind Power, Siemens Gamesa Renewable Energy, Vestas Wind Systems A/S, Ørsted, DTU Vind og Energisystemer, Syddansk Universitet, HJHansen Recycling, FLSmidth og . Projektet er støttet af Innovationsfonden.

Partnerkredsen har, via tæt samarbejde med underleverandører og særligt glasfiberproducenten 3B-Fibreglass, sikret, at der er dannet basis for at skabe nye værdikæder og salgskanaler for genbrugte fibre. 

- 3B-Fibreglass har fra starten været åbensindede og løsningsorienterede. Holdet fra 3B har troet på, at vi kunne få processen til at lykkes, og det har været altafgørende at have en partner, som er lige så stålsat som os på, at dette skulle kunne lade sig gøre. Dermed har vi sidste led i forsyningskæden på plads – fra gamle vindmøllevinger til rensede fibre og endelig til produktion af nyt vingemateriale. Det sker på en måde, der giver så høj en kvalitet af de genvundne glasfibre, at de kan bruges til nye fibre, der passer til nutidens højere standarder. Derfor er det rimelig at formode at genbrugte glasfibre, vil tilføre mærkbar værdi til genanvendelse-regnskaberne, siger Irene Bach Velling Villadsen.

Succesfuld omsmeltning i Norge

I forlængelse af den succesfulde godkendelse af kvaliteten af glasfibre fra gamle vindmøllevinger, blev materialet omsmeltet til nye glasfibre i september i 3B’s anlæg i Norge.

I samarbejde med DTU Vind og Energisystemer vil hhv. 3B og DTU hver især nu undersøge og bekræfte egenskaberne af de nye glasfibre med omsmeltet indhold. På samme tid vil projektkonsortiet regne på de miljømæssige aftryk og omkostningerne ved at erstatte råmaterialer og deres udvindingsproces med glasfibre fra gamle vindmøllevinger samt de afledte forretningsmuligheder, der opstår på baggrund af indsatsen.

Ifølge John Korsgaard, senior director i LM Wind Power og formand for DecomBlades-konsortiet, er resultaterne fra anvendelsen af pyrolyseprocessen på de gamle vinger endnu et eksempel på, at innovative samarbejder betaler sig.

- I vindindustrien leder vi hele tiden efter nye metoder til at udvikle mere bæredygtige materiale-flows og cirkulær produktion af vores produkter. Det nye gennembrud i projektet fremhæver potentialet ved at genanvende glasfibre fra dekommissionerede vinger i produktionen af nye fibre. Det vil være en betydelig mulighed – ikke alene for genvindingsvirksomheder – men også for glasfiberleverandører i takt med at industrien fortsat imødegår den udfordring, det er at udnytte genbrugte glasfibre effektivt i produktionen af nye vinger. De seneste resultater markerer et væsentligt skridt på vejen mod at lukke det cirkulære kredsløb, der skal omforme udtjente vinger til de råmaterialer, der skal bruges i produktionen af nye, vedvarende lange glasfibre til fremstilling af vindmøllevinger, siger John Korsgaard.

jel

Tilmeld dig nyhedsbrevet