Glenda Napier: Et liv i ledelsens tegn med plads til fritid
Ferien er lige forbi, men det er ikke grunden til, der er blevet klæbet små flag på Glenda Napiers kontorstol på Energy Cluster Denmarks kontor i Esbjerg, der er et af klyngens syv kontorer i landet. Direktøren har nemlig snart fødselsdag, og hun har også brugt ferien på at blive gift.
Vejen mod den grønne omstilling plejer at være emnet, når Glenda Napier stiller op for de over 400 virksomheder i energisektoren, som hun og organisationen repræsenterer. Passende til fejringen er det i dag 49-årige privatperson Glenda Napier, vi skal tale om.
Som datter af en skotsk far og dansk mor har hun det udenlandsk klingende navn, der skal udtales på engelsk. Og det internationale har også i den grad været en del af hendes liv, selvom hun er født i Karlslunde.
- Min far var journalist og oversætter i Danmark og Skotland, og han etablerede Skolen for Wordperfect og medvirkede til at rulle IBM programmer ud i Danmark. Min mor var kunstner uddannet fra Kunstakademiet, fortæller Glenda Napier om opvæksten.
- Jeg var med, når min mor holdt udstillinger. Der rendte jeg så rundt med min bror. Mine forældre var begge dedikerede mennesker, og man skal turde at satse på sit. Det er noget, jeg har lært. Det har præget mig til at turde stå frem og være leder, fortæller hun.
Det kreative smittede ellers ikke så meget af, selvom hun har malet og stadig strikker indimellem. Da forældrene blev skilt, flyttede Glenda med sin mor fra Karlslunde til Knabstrup, der ligger på Vestsjælland mellem Holbæk og Kalundborg. Og det er her, hun med egne ord havde sin opvækst sammen med sine fire søskende, når de ikke var sammen med deres far i Hellerup.
Landlivet med natur ændrede dog ikke på, at kunstertilværelsen til tider er et liv med stormy heights. Og Glenda Napier har formået at tage det med videre som en styrke i sit arbejdsliv.
- Min mor ville gerne ud på landet. Hun fik da også brændt sine skulpturer på Knabstrup Teglværk. Men vi var også lidt københavnerne, der var flyttet på landet i byen, og det vidste vi godt.
- Jeg har også oplevet bagsiden ved at være kunstner i sine følelsers vold. Jeg husker jo også, hvordan det var, når min mor indimellem oplevede kritikken i avisen efter måneders arbejde i døgndrift med sin kunst. Det er mega modigt at være kunstner, da man udstiller sig selv hudløst ærligt. For mig betød det, at jeg lærte at navigere i krydsfeltet mellem at være ildsjæl og modtage offentlighedens feedback på det, forklarer Glenda Napier og uddyber.:
- Det har præget mig til at turde stå frem og være leder. Mit job er jo være et ansigt for virksomhederne, og det har altid sin pris at være leder, siger hun.
Det internationale
Men der skulle nu gå en del år, for som 18-årig tog Glenda et år til London, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark for at læse offentlig administration og erhvervsudvikling på RUC.
Derefter gik det ud i verden igen, og hun fik en italiensk kæreste i Milano. Det førte til arbejde for det italienske erhvervsministerie, og det ledte igen til et job hos FN i Geneve. Året efter blev Glenda Napier gift med en hollandsk mand, og de bosatte sig sammen på den franske side tæt på Geneve.
- Jeg fødte min søn i Schweiz, og han er 14 år i dag, fortæller hun om sin søn, der både har dansk og hollandsk statsborgerskab.
Men ægteskabet holdt ikke, og det var der en grund til, for to karrieremennesker med krævende jobs passer ikke nødvendigvis ubetinget sammen.
- Jeg blev skilt på fransk, og det var noget af en oplevelse, selvom jeg taler sproget, fortæller Glenda Napier.
Det vigtige partnervalg for en leder
- Min mand er på mange måder rygraden i mit liv. Han muliggør blandt det praktiske i hverdagen kan lade sig gøre. Mine uger er ofte tæt pakkede, og på en uge er jeg tit i Jylland to til tre gange. Min første mand var mere som mig selv, men mit liv kræver en partner, der i højere grad end mig selv finder ro i hverdagens daglige rutiner og i mindre grad er drevet af samme jobmæssige ambitioner. Hverdagen må rigtig gerne være plain og helt nede på jorden, fortæller nygifte Glenda Napier.
Hendes mand er laborant og halvtysk, så det internationale følger stadigt lidt med. Familien bor i Ørestaden, og det er et helt bevidst valg.
- Vi bor i en lejlighed i Ørestaden på en hjørnegrund, hvor vi har udsigt over Kalvebodfælled til Avedøreværket og vindmøller i baggrunden. Ørestaden er den del af København, der minder mig mest om New York. Det er moderne, og samtidig er der naturen. Jeg kunne ikke leve uden naturen, siger hun.
Nu skulle man tro, at der ikke var tid til meget andet end arbejde og hjemmetid i Ørestaden, men sådan er det slet ikke.
- Jeg har hest, der står opstaldet i Nordsjælland, som jeg bruger tid på. Jeg cykler også på racercykel, og jeg har sommerhus på Orø i Isefjorden, fortæller Glenda Napier.
Spørgsmålet om hvordan hun får tid både hest, motion og sommerhus foruden ved et krævende arbejde og familieliv.
- Det kræver et ret højt energiniveau – men jeg tror nu, du vil finde det samme hos mange andre ledere, siger Glenda Napier.