Grenaa Havn investerer i landstrøm: Klar til Hesselø Havvindmøllepark
Theis Gisselbæk, CCO på Grenaa Havn, ser frem til at kunne give installationsfartøjer, skibe og rigge grøn strøm med nyt 18 MW anlæg.
Foto: Grenaa Havn

Grenaa Havn investerer i landstrøm: Klar til Hesselø Havvindmøllepark

Grenaa Havn går fra to til 18 MW landstrøm med en ny investering. Det nye anlæg skal kunne koble kommende installationsskibe til strøm, når Hesselø Havvindmøllepark skal opføres.
23. MAR 2021 12.28

De største installationsfartøjer, skibe og rigge er sikret grøn strøm på Grenaa Havn langt ind i fremtiden. Havnen har netop investeret i 18 megawatt landstrøm og kickstartet etableringen af en omfattende el-infrastruktur, der sikrer fleksible tilkoblingsmuligheder for mobile landstrømsanlæg.

Danmark står overfor etablering af flere nye havvindmølleparker, heriblandt Hesselø Havvindmøllepark, som bliver Grenaa Havns kommende nabo i Kattegat. Grenaa Havn ser selvsagt gerne, at de bliver installationshavn for den kommende havvindmøllepark.

- Derfor er det vigtigt for os at kunne tilbyde landstrøm til installationsskibe i forbindelse med etableringen af disse store havvindmølleprojekter, siger konstaterer Theis Gisselbæk, CCO på Grenaa Havn A/S og tilføjer:

- Når installationsskibe, borerigge og andre fartøjer tilkobles landstrøm reduceres CO2-udledningen, men også vedligeholdelsesomkostningerne ombord. Energiproduktionen er en af de mest omkostningstunge dele ved driften af offshore-fartøjer, dermed er det en gevinst at kunne slukke motoren og tilkoble den strøm i stedet, siger han. 

De 18 MW bliver tilgængelige på havnen til sommeren 2021. Dernæst påbegyndes etableringen af et forsyningssystem, hvor skibe, rigge og havnens egne eldrevne maskiner tilkobles via mobile landstrømsanlæg.

- Vi kommer til at lægge landstrøm ind ved vores nye havneudvidelse. Det er helt oplagt, da den bliver velegnet til servicering af offshore-installationer, stacking og test af Power-to-X-teknologi. Bagefter opgraderes vores øvrige kajer med landstrøm. Vi kigger ind i en investering på landstrømsanlæg nummer to, og vi er klar til at investere i flere anlæg så snart behovet opstår, afslutter Theis Gisselbæk.

esl

Tilmeld dig nyhedsbrevet