Havnedirektør gør Hirtshals Havn klar til udvidelse
Når solen står op lidt i klokken ni en januar morgen, så forstår man, at havnedirektør Per Holm Nørgaards nok har an af landets bedste udsigter fra sit kontor. Udsigten er panoramisk og lige ud til havneindsejlingen – mens strategien og planlægningen foregår, er der fuld kontrol over fartøjerne, der kommer til og fra Hirtshals Havn.
46-årige Per Holm Nørgaard er relativ ny på posten efter samlet at have arbejdet over 22 år for Blue Shipping. De sidste 13 år har det været i Esbjerg, selvom han og familie har fast bopæl i Aalborg.
- Der udviklede sig en følelsen af, jeg gerne ville have mere tid sammen med min familie, fortæller Per Holm Nørgaard, der har fået en noget kortere vej på arbejde med de små tre kvarter, som turen fra Aalborg til Hirtshals tager.
Mens Per Holm Nørgaard har været i shippingbranchen, så er han gået fra job til job ved at blive headhuntet. Det var anderledes denne gang.
- Jeg havde ikke skrevet en jobansøgning siden 1996, siger Per Holm Nørregaard med en smil.
Stabilitet og lange ansættelser er med sikkerhed egenskaber, der kommer ham til gavn.
Der har nemlig været havneudvidelse på agendaen siden Per Holm Nørgaard overtog direktørstolen 1. august sidste år. Det er en opgave, der kommer til at kræve netop tid og stabilitet af den administrerende direktør. En ny indsejling til havnen er særdeles vigtig, for den skal sikre, at de største færger kan anløbe Hirtshals Havn i fuld fart og i alt slags vejr. Forholdene nu er nemlig sådan, at det kræver noget særligt, når de største færger skal anløbe.
- Colorlines Superspeed er 211 meter, og det er kun fordi, færgen er bygget til at manøvrere i bassinet, og de meget erfarne folk om bord, det kan lade sig gøre, forklarer Per Holm Nørgaard.
Når den kommende havn bliver en realitet, så kommer der til at blive langt bedre forhold.
- Det skal være mere sikkert, nemt og bekvemt at komme til Hirtshals selv i hårdt vejr, end det er i dag, forklarer Per Holm Nørgaard om grunden til at ansøgningen om havneudvidelsen er blevet sendt afsted.
Vil være grøn bunker-hub
Med i planen om havneudvidelsen er også ideen om at opstille vindmøller på havnens areal, for det er en del af havnens vision at blive fremtidens grønne bunker-hub. Potentialet ligger nemlig lige foran døren for havnen. Farvandet ud for Hirtshals er nemlig særdeles trafikeret.
- Der kommer i omegnen af 70.000 fartøjet forbi i farvandet her ud for Hirtshals om året, og det gør det til det tredje til fjerde mest trafikerede farvand i verden. Vi er et knudepunkt for trafikken, og derfor vil vi gerne kunne tilbyde de mange grønne brændstoffer som brint, metanol og ammoniak, forklarer Per Holm Nørgaard.
Han er ikke i tvivl om nødvendigheden for at kunne producerer grønne brændstoffer med strømmen fra de planlagte vindmøller. Her sætter pladsen på havnen dog en begrænsning, men også det er der råd for.
- PtX og produktion af grønne brændstoffer i det hele taget kræver sikkerhedsafstand, fordi der er eksplosionsfare. Derfor er der ikke plads til fejlskud, og vi undersøger muligheden for at trække produktionen to til tre km væk fra havnen med rørledninger til havnen. Det er bare vigtigt, det er i Hirtshals, fortæller Per Holm Nørgaard.
Det drejer sig nemlig om at udnytte muligheden for cirkulær økonomi ved sektorkobling.
- Det er vi ved at undersøge gennem udviklingsselskabet Greenport North, fortæller Per Holm Nørgaard.
Greenport North arbejder således med en ambition og målsætning om, at der skal kunne tilbydes grøn energi – varme, el, gas, køling, brint, ilt i 2027 på Hirtshals Havn.
Mens andre havne og deres chefer er åbenhjertede omkring deres høje målsætninger om hurtigt PtX og grøn energi på havnene, så har Per Holm Nørgaard en anden tilgang.
- Vi er jo i Vendsyssel, og forbereder det grundigt, inden vi går ud med det, siger Per Holm Nørgaard.
Sikkert er dog, at havneudvidelsen rummer planer om op til ti vindmøller ifølge udvidelsesplanerne af en højde på 150 meter foruden ved de fire møller hver med en effekt på 3,6 MW, der allerede lejer sig ind på havnens areal. Møllerne har forskellige ejere. To af møllerne ejes af havnefonden, en af Jydske Bank og den sidste er en borgermølle.
Inddragelse af indbyggerne
- Vi kender ikke antallet af vindmøller endnu, men vi vil gerne have så mange som muligt. By og havn skal være i balance, og man skal have en god dialog, siger Per Holm Nørgaard.
Han har dog en klar føling af, hvordan forholdet mellem by og havn er.
- Havnens er byens DNA og omvendt. Der er ingen, der klager, for alle er krystalklare på, at det er nødvendigt med havneudvidelsen, fortæller havnechefen.
Færgetrafikken og fiskeriet er vigtige for Hirtshals Havn.
- Færgetransport er en meget stor del af vores forretning, og der åbner sig mange muligheder med udvidelsen. Samtidig har vi en velfungerende fiskerihavn, fortæller Per Holm Nørgaard.
Når havneudvidelsen først er besluttet, så forventes det, den kan være endelig færdig i 2026. Man kan tydelig mærke på direktøren, at planlægningen til den nye havn 2.0 – som den bliver kaldt, kører helt på skinner. En ting har dog overrasket Per Holm Nørregaard.
- Jeg er overrasket over, hvor stor interesse, der er for min person. Det er kommet bag på mig, fortæller han.
Det er næppe nogen tvivl om, at han kommer til at opleve en endnu større interesse for sin person, inden den nye havn kommer til at stå færdig.