Heunicke afviser skuffelse i sag om importeret olievand
Rensningsanlægget RGS Nordic ved Skælskør behandler olieholdigt spildevand fra Norge. (Arkivfoto).
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Heunicke afviser skuffelse i sag om importeret olievand

Miljøministeren afviser kritik af at have givet forkert indtryk af stop for import af olieholdigt spildevand.
15. JAN 2024 15.46

SLAGELSE: Både aktivister og folketingspolitikere er blevet slemt skuffede mandag.

Det er tidligere blevet markeret som en stor sejr, at importen af olieholdigt spildevand, der lukkes ud i Agersø Sund, blev stoppet. Men det drejer sig kun om en del af importen, forklarer miljøminister Magnus Heunicke.

Der vil derfor fortsat blive importeret olieholdigt spildevand.

- Juridisk kan vi ikke nå meget længere med at stoppe importtilladelser, siger han til Ritzau.

To bremset, fire tilbage

Mandag kunne DR fortælle, at selv om to tilladelser til import af olieholdigt spildevand bliver bremset, har virksomheden IWS bag processen, tidligere RGS, stadig fire andre tilladelser tilbage.

Både de lokale ildsjæle og folketingspolitikere føler derfor, at ministeren har givet et forkert indtryk af sit tiltag. Særligt i lyset af miljøministerens udtalelser, som DR fremhæver:

- Transporten med norsk oliespildevand stopper. Og det stopper fra og med i går, har Magnus Heunicke sagt.

Derfor er Pelle Dragsted, politisk leder i Enhedslisten, "chokeret" over, at praksissen vil fortsætte.

- Jeg havde den forventning, som også lokale beboere og de fleste havde, at når ministeren siger, at nu stopper vi importen af olieforurenet spildevand, at det er sandheden.

Han mener derfor, at Magnus Heunicke har vildledt offentligheden.

- Det er dybt problematisk, siger Pelle Dragsted.

Så meget som muligt

Foreholdt skuffelsen siger Magnus Heunicke, at han har gjort så meget, som han kan.

- Vi har lukket for den del af oliespildevandsimporten, som vi kunne.

Han forklarer, at myndighederne nu arbejder med yderligere påbud til virksomheden bag importen. De handler om jordforurening, lugtgener og ophobningen af slam i vandområdet.

Magnus Heunicke understreger, at han har orienteret Folketingets partier og alle andre om, at det desværre ikke var muligt at lukke for alle tilladelserne. Kun de tilladelser, der var opgjort som nyttiggørelse, er blevet lukket, fordi graden af nyttiggørelse var for lav.

Han afviser derfor, at han har givet et forkert indtryk af handlingernes omfang.

- Vi sikrer, at det gøres på en måde, hvor det er miljømæssigt forsvarligt og ikke går under falske betegnelser om nyttiggørelse.

/ritzau/

Tilmeld dig nyhedsbrevet