HydraSpecma er klar til vækst i vindmølleindustrien
Skjern-virksomheden HydraSpecma laver blandt andet køling til vindmøller, der ses på billedet her.
Foto: HydraSpecma

HydraSpecma er klar til vækst i vindmølleindustrien

2025 bliver året, hvor væksten på vindområdet forventes at komme. Det er blandt andet på grund af COP28-klimaaftalen.
5. FEB 2024 8.35

Den danske industrivirksomhed HydraSpecma har med opkøbet og integrationen af vinddivisionen fra Ymer Technology skabt en stærk platform for fremtidig vækst og har styrket sin position som udviklingspartner for en række førende turbineproducenter. HydraSpecma forventer en markant vækst i vindmøllebranchen fra 2025 og ser store perspektiver i COP28-klimaaftalen.

Der bliver etableret væsentligt flere vindmølleparker på land og offshore i de kommende år, og den danske industrivirksomhed HydraSpecma er nu for alvor klar til vækst i virksomhedens Renewables-division. Virksomheden har styrket sin position som leverandør til vindmølleindustrien efter en vellykket integration af den svenske industrikoncern Ymer Technologys vinddivision, som blev overtaget den 1. februar 2023. Samtidig betyder et målrettet strategisk fokus på at blive en førende udviklingspartner for vindmølle-industrien, at HydraSpecma allerede har øget sin omsætning på området. Potentialet er endnu større i de kommende år – ikke mindst i lyset af den nye klimaaftale fra COP28 i Dubai, hvor parterne blev enige om en tredobling af vedvarende energi frem mod 2030.

HydraSpecmas Renewables-division dækker en bred vifte af vindmølleindustriens behov inden for udvikling og produktion af systemer til køling, smøring, filtrering og pitchregulering samt af slanger og rørlednings-artikler. Virksomheden vil i de kommende år nyde godt af, at kunderne i stigende grad vil have leverandører, der er med til at udvikle løsninger inden for blandt andet teknologi, montage og moduler. Derudover kan HydraSpecmas løsninger også benyttes i forbindelse med solcelleanlæg og Power-to-X-projekter.

– Vi mærker allerede stor interesse for vores produkter, og vi forventer markant vækst i vindmølleindustrien fra 2025. Vi er nu klar til at øge aktiviteten, da vi både har kapaciteten og kompetencerne til at imødekomme kundernes forventninger og kan levere totalløsninger globalt, hvor vi er med hele vejen fra udvikling af prototyper til serieproduktion, siger adm. direktør Morten Kjær fra HydraSpecma.

HydraSpecma har vi i mange år været specialister i smørings- og filtreringssystemer samt pitchhydraulik, men med integrationen af Ymer Technologys vinddivision er køling af bl.a. gear, convertere og generatorer samt konditionering af vindmøllers naceller blevet en del af virksomhedens forretningsområde.

– Det betyder, at vi har en stærk platform for vækst, fordi vores kunder, som er alle de førende vestlige turbineproducenter, lægger mere ansvar ud i værdikæden og vil samarbejde med leverandører, der har de nødvendige kompetencer. Samtidig har vi et fleksibelt og globalt produktionsapparat, der gør os attraktive at samarbejde med, siger Morten Kjær.

Har stærkt industrikonglomeratet i ryggen

Det har krævet stor tålmodighed at være underleverandør til vindmølleindustrien i de seneste år, da flere projekter er blevet udskudt. HydraSpecma ser derfor opkøbet som en langsigtet investering, og det har været muligt qua det særlige ejerskab i industrikonglomeratet Schouw & Co.

– Selv om væksten i vindmølleindustrien i de seneste år har været mere afdæmpet, end mange havde forestillet sig, ser vi et betydeligt potentiale i branchen. Behovet for vedvarende energi vokser i de kommende år, og alt tyder på, at vi inden for en overskuelig årrække vil se en stor stigning i antallet af vindmølleparker – både på land og offshore, siger Jens Bjerg Sørensen, der er adm. direktør i Schouw & Co. og bestyrelsesformand for HydraSpecma, og tilføjer:

– Vi købte ikke Ymer Technologys vinddivision i forventning om en hurtig gevinst, for vi investerer altid langsigtet. Vi har den finansielle styrke til at foretage løbende investeringer i vores virksomheder, der giver et afkast på den lange bane, og vi har store forventninger til udviklingen hos HydraSpecma, som nu i langt højere grad kan samarbejde med kunderne om totalløsninger.

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet