PtX og fjernvarme:
I Esbjerg står ”energiens skraldemand” klar – men en overordnet dansk plan mangler

I Danmarks energi-metrolpol er DIN Forsyning klar til at udnytte overskudsvarmen, når 1 GW PtX går i produktion i 2024. Begejstring hos Dansk Fjernvarme der dog kræver en strategi fra regeringen
1. SEP 2021 14.25

Europas største Power-to-X-anlæg kommer til at ligge Esbjerg. Det var mandagens store energi-nyhed. Teknologien er dog endnu i sin spæde start. En af de kendte ulemper ved den er, at der er et enormt energitab undervejs i processen, hvor der kommer store mængder varmt vand som restprodukt.

I Danmarks energi-metrolpol er DIN Forsyning klar til at udnytte den overskudsvarme der kommer, når 1 GW PtX går i produktion i 2024. Det vækker også begejstring hos Dansk Fjernvarme, der dog kræver en strategi fra regeringen.

I Esbjerg er der allerede en plan for, hvad der skal blive af det varme vand, som det 1 GW store PtX-anlæg kommer til at skabe. Det lokale multiforsyningsselskab DIN Forsyning for Varde Kommune og Esbjerg Kommune er nemlig en del af, hvad der kan blive fremtiden for fjernvarmen i Danmark.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er en væsentlig del af, hvad der kommer til at ske, fortæller Claus A. Nielsen, der er forretningsudviklingschef hos DIN Forsyning, der har hovedsæde i Esbjerg.

Det kommende PtX-anlæg forventes at kunne sættes i drift allerede i 2024.

- Anlægget kommer til at ligge meget tæt på vores fjernvarmenet. Her vil være varme til at opvarme mellem 10.000-12000 husstande. Vi er ”energiens skraldemænd” – og det er en af vores konkurrencefordele, siger Claus A. Nielsen.

Claus A. Nielsen tilføjer, at den endelige aftale endnu ikke er på plads.

Dansk Fjernvarme: Der mangler en strategi

Planen om udnyttelse af restvarmen fra PtX i Esbjerg er dog ikke udtryk for et myndighedkrav eller en klar strategi.

- Esbjerg er forgangsløber i, hvordan det skal gøres. Power-to-X bliver placeret tæt på fjernvarmenettet, så restvarmen kan udnyttes, siger Maria Dahl Hedegaard, der er fagkonsulent i Dansk Fjernvarme.

Det er nærmere et udtryk for, at der er fremsynethed i Esbjerg, som der ikke er på nationalt dansk plan. Resten af energibranchen venter på en gennemtænkt PtX-strategi fra regeringen.

- Der mangler en klar landsdækkende strategi, så fjernvarmen bliver tænkt ind, når Power-to-X-anlæg bliver planlagt. Det mangler vi nu, fortæller Maria Dahl Hedegaard, der også tænker på de kommende energiøer og en mulig placering af PtX offshore på energiøerne.

- Hvis PtX-anlæggene kommer til at ligge ved energiøerne, vil restvarmen ikke kunne føres i land. Varmetabet ved ville være for stort, fortæller Maria Dahl Hedegaard om en eventuelt rørlægning af varmerør fra energiøerne på havet til fjernvarmenettet på land.

Vindmøllerstrømmen kan kun bruges til PtX uden de såkaldte el-tariffer, hvis møllerne og PtX ligger direkte sammen. Sådan er det også på land. El-tariffen er nemlig sådan nu, at hvis strømmen fra energiøerne først bliver ledt i land via kabler, så skal el-tariffen betales. Det ville gøre PtX urentabelt.

- Det haster med en strategi så PtX kan nå at bidrage til 2030-klimamålene. Her drejer det sig også om, at potentialet bliver udnyttet, så Danmark kan være et foregangsland i den grønne omstilling, siger Maria Dahl Hedegaard, der her også tænker på danske virksomheders mulighed for at tage del i udviklingen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet