Industrien er i hopla: Stor fremgang i produktionen i oktober
De danske industrivirksomheder ser ud til at klare sig godt for tiden. Og selv om medicinalvirksomhederne har givet den danske industriproduktion et kraftigt løft, så er Novo Nordisks succes ikke hele forklaringen. Det viser Danmarks Statistiks opgørelse over industriproduktionen i oktober. Den fortæller om en produktionsfremgang for industrien under et på 5,5 pct. Og selv hvis man fraregner medicinalindustrien, er der tale om en stigning på 5,2 procent.
Dermed klarer dansk industri sig bedre end den traditionelt stærke tyske industri, konstaterer Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank.
- Vi nyder godt af ikke at have en stor og presset bilindustri og heller ikke en presset energitung industri, og der kan være en afsmittende effekt fra medicinalindustrien på andre brancher også.
- Man kan godt være bekymret for, om Novo Nordisk opsuger så meget arbejdskraft, at resten af industrien ikke kan vokse, men det ser det altså indtil videre ikke ud til, skriver han i en analyse af tallene.
Dagens tal er dog ikke kun rosenrøde. I forbindelse med offentliggørelsen har Danmarks Statistik justeret produktionen i nogle af de foregående måneder i nedadgående retning. Det betyder, at der set over de seneste tre måneder har været en tilbagegang i produktionen på 1,8 pct. Og over de seneste 8-9 måneder har industriproduktionen uden for medicinalindustrien har ligget næsten uændret. Det skyldes ifølge Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, at efterspørgslen i nogle af vores vigtigste eksportlande er svag.
- Det er især vores europæiske nærmarkeder, som køber danske industriprodukter. Desværre har efterspørgslen fra både Tyskland, Sverige og Storbritannien været under gevaldigt pres i den seneste tid.
- Det vil forventeligt gå lidt bedre næste år, men væksten vil stadig være svag hos vores naboer, siger han.
Den danske industriproduktion lå i oktober 40 procent højere end under pandemien. I Tyskland er den omtrent 10 pct. lavere.
jel /ritzau/