Frederikshavn Havn:
Købstilbud til kriseramt havn nåede aldrig byrådet
FREDERIKSHAVN: Rivegildet er gået i gang, efter at Frederikshavn Havn blev gjort kommunal i maj i år med en gæld på knap 1,7 mia. kr. Der er bestilt en advokatundersøgelse, der endnu ikke er fremlagt.
I november 2022 gjorde den daværende bestyrelsesformand Bo Uggerhøj i fællesskab med adm. direktør Mikkel Seedorf Sørensen et ihærdigt, men forgæves forsøg på at sikre havnens likviditet.
Mailkorrespondance mellem bestyrelsesformanden og havnedirektøren på den ene side og borgmester Birgit Hansen (S) samt kommunaldirektør Thomas Eriksen på den anden side ligger frit tilgængeligt på Frederikshavn Kommunes hjemmeside.
Dette er sket, efter at Venstre i Frederikshavn har klaget til Ankestyrelsen, og sagen er på vej til at blive behandlet i byrådssalen i dag onsdag.
Korrespondancen viser, at Bo Uggerhøj modtog en mail fra borgmesteren tirsdag den 15. november 2022 vedrørende et købstilbud af havneareal. Bestyrelsesformanden havde en potentiel kunde parat, der dog skulle have besked allerede to dage efter, torsdag den 17. november.
I mailen skriver Birgit Hansen, at formalia skal overholdes, og det vil sige, at et salg skal gå igennem kommunens økonomiudvalg og videre til byrådet, og der er lagt følere ud hos ejerne. Hun konkluderer til slut:
”Hvis havnen ønsker en afklaring – råt for usødet – så kan I bede om en sag på økonomiudvalgsmøde. Og det er i december.
Det ved de gode eventuelle købere godt. At det skal omkring ejerne, og ejerne har ikke haft det på møder.”
Til det svarer Bo Uggerhøj, at det vil være optimalt med et svar inden torsdag, så salgsmuligheden kan udnyttes.
Det udløser følgende svar fra borgmesteren:
”Det korte svar: nej til salg
Afsøg andre muligheder som drøftet mellem Mikkel og Thomas
[red. havnedirektør Mikkel Seedorf Sørensen og kommunaldirektør Thomas Eriksen]
Altså vend tilbage til bestyrelsen i morgen
Ejer er ikke til sinds at sælge som foreslået af bestyrelsen”
Venstre-politiker: Byrådet blev ikke hørt
Det forløb har fået Jens Borup, byrådsmedlem for Venstre, til at klage til Ankestyrelsen. Blandt andet fordi byrådet ikke blev hørt.
- Det er en af grundene til, at vi har klaget. Borgmesteren siger, at byrådet er blevet hørt. Men det skulle være gået direkte fra bestyrelsen i havnen til kommunalbestyrelsen. Vi er slet ikke blevet spurgt - det er slet ikke blevet forelagt os. Havnens bestyrelse står tilbage med en forståelse af, at et salg er blevet forelagt hele byrådet, siger Jens Borup, som tilføjer:
- Og vi blev heller ikke informeret om, at Bo Uggerhøj trak sig som bestyrelsesformand i tre uger. Han bliver så overtalt til at fortsætte tre uger efter. Birgit Hansen holder os alle sammen i uvidenhed undtagen June Menne (S) og John Lamp Henriksen (K), der begge sidder både i kommunalbestyrelsen og havnens bestyrelse.
Mailen, hvor Bo Uggerhøj trækker sig som bestyrelsesformand, ligger også på kommunens hjemmeside.
Det er med sikkerhed langtfra sidste gang, at byrådet i Frederikshavn kommer til at beskæftige sig med den kriseramte havn.
DOI.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra borgmester Birgit Hansen (S).