Kommunaldirektør bliver havnedirektør: Det begyndte med en sondering
Springet fra kommunaldirektør i Varde Kommune til en dagligdag som havnedirektør for Hvide Sande er et skift, som Mogens Pedersen tager den 1. marts 2024. Det er et skifte, der måske undrer nogle, men for den 57-årige jurist er det et bevidst og naturligt karrierevalg.
- Jeg har været i forskellige kommunale funktioner i 25 år. Blandt andet var jeg teknisk direktør her i Ringkøbing-Skjern Kommune frem til 2014, fortæller Mogens Pedersen i sit hjem og stiller det spørgsmål, som mange måske stiller:
- Hvorfor vil en kommunaldirektør være havnedirektør?
Svaret kommer straks.
- Det har hele livet været de spændende opgaver og indholdet, jeg er gået efter. Jeg traf allerede en beslutning, da jeg var 40 år, om, at en karriere ikke behøver at kulminere som 64-årig, forklarer han.
Da han var teknisk direktør i Ringkøbing Skjern Kommune, hvor Hvide Sande Havn var et fokusområde, var der allerede nogle spændende projekter.
På trods af hans indsigter i området inden han søgte stillingen, gjorde han sig overvejelser om, hvorvidt havnedriften måske krævede maritim eller teknisk viden.
- Jeg sonderede, om jeg har de rette kvalifikationer. Og mine sonderinger endte med, at det har jeg, siger han.
Alligevel var beslutningen om at søge stillingen ikke let.
- Jeg er enormt glad for at være kommunaldirektør i Varde. Derfor var det også en vanskelig beslutning, forklarer Mogens Pedersen og tilføjer:
- Det er sundt for en kommune at få en ny kommunaldirektør efter ti år.
Udfordringerne
Mens opgaverne for en kommunaldirektør er mange, har Mogens Pedersen også en forventning om indsnævring af arbejdsområdet.
- Det er en konkret opgave, og der er måske en lidt kortere vej fra ord til handling, fortæller han.
Fremtidens udfordringer kan han allerede klart definere.
- Vi skal manifestere Hvide Sande Havn som havnen for Midt- og Vestjylland, hvordan den fortsat kan være en god servicehavn, lyder det.
Hvide Sande Havn er allerede servicehavn for vindmølleparken Vesterhav Nord og Syd, hvor ejeren Vattenfall har et servicecenter på havnen.
En anden udfordring er en, som mange danske havne står over for nu.
- Det drejer sig også om, hvordan vi får optimeret arealanvendelsen sammen med mulighederne for indtjeningen, fortæller Mogens Pedersen og tilføjer et kardinalpunkt for at gå videre til et andet:
- Samtidig får man samspillet med byen. Havnen fylder nok mest i bybilledet af de vestjyske havne. Både i Esbjerg og Thyborøn er der mere klart skel mellem byen og industrihavnen.
Samtidig er der to ting, der skal være i Hvide Sande fremover.
- Fiskeriet skal også blive ved med at være en del af Hvide Sande Havn både på grund af byens ånd og på grund af turisterne. Og turister skal være her på en måde, så det ikke spænder ben for de andre aktører på havnen, fortæller Mogens Pedersen.
Kulturen og forretningsmulighederne
Mogens Pedersen er født i Esbjerg, opvokset i Ølgod og bor i Ringkøbing, så den vestjyske mentalitet og kultur er en del af hans DNA.
- Jeg kan begå mig i kulturen, slår han fast.
Fremtiden med udbygning af havvind kommer til at have betydning.
- Der kommer energiparker, og det kommer til at have betydning for alle vestkysthavnene, forklarer han og åbner op for mulighederne:
- Umiddelbart passer PtX ikke til havnen, men man skal ikke udelukke noget. Det kunne også være lagring af CO2, og der er også et Megaton-projekt på vej.
Megaton-projektet er en energipark på 4 GW vedvarende energi fra sol- og vindenergi, der er planlagt i kommunen. Også på godsområdet vil den kommende havnedirektør ikke udelukke noget.
- Der kommer en udbygning af hovedvej 15, og med den er der andre og bedre muligheder, lyder det.
Hovedvejen forbinder Ringkøbing med motorvejen ved Herning, så der er hurtigere mulighed for at komme til Aarhus.
Fokus på grøn forretningsudvikling
Den kommende havnedirektør er overrasket over, hvordan nyheden om jobskiftet er blevet modtaget.
- Jeg har fået en varm velkomst, og det er jeg glad for, fortæller Mogens Pedersen, der også har bemærket mediebevågenheden fra regionale medier.
Der ligger allerede en strategi for Hvide Sande Havn, som han er helt enig i. Derudover har han sin egen målsætning.
- Jeg går på pension nok i 2040, og til den tid vil jeg gerne have været med til at udvikle havnen i en grøn retning, så der er nye indtjeningsmuligheder, siger Mogens Pedersen og åbner op for, at han måske går på pension lidt tidligere end i 2040, hvor han vil være 73 år.