Kongen møder et nyt Polen med grønne ambitioner
Polens vilje til at vende ryggen til fossile brændstoffer skinner igennem under royalt dansk besøg i landet. Det siger kong Frederik til Ritzau under et tre dage langt erhvervsfremstød i landet.
- Polen har vist en vilje til at komme videre fra at have været baseret på en til to energikilder, siger kong Frederik.
Besøget sker, på et tidspunkt hvor Polen står på tærsklen til at sætte gang i en omfattende grøn omstilling. Landets nye regering, som er ledet af den tidligere EU-præsident Donald Tusk, har i hvert fald store ambitioner om at skabe en grønnere fremtid. Polen er i øjeblikket storeksportør af specielt kul, og langt størstedelen af landets eget energiforbrug er baseret på fossile brændsler. Her vil danske virksomheder forsøge at bringe deres ekspertise til forhandlingsbordet.
- Danmark er kommet langt på eget territorie med at skifte fra fossile brændsler til eksempelvis vindenergi, siger kong Frederik og forklarer:
- Den slags energikilder har vist sig at være skalerbare, og det vil vi gerne tilbyde Polen, som er en af vores væsentlige handelspartnere.
Det er tredje gang, at kongen deltager i et erhvervsfremstød i Polen. Det er sket to gange tidligere som kronprins. Siden 2019, hvor det seneste besøg fandt sted, er det internationale samfund blevet kastet ud i et stormvejr. I kølvandet på Ruslands invasion i Ukraine i begyndelsen af 2022 fulgte nemlig en periode med energipriser på himmelflugt, og pludselig var snakken om EU’s afhængighed af russisk gas højaktuel.
- Det har været med til at accelerere Polens ønske om at blive mindre afhængig af få energikilder og prøve at sprede sig ud på vindenergi i den nordlige del af landet, siger kongen.
Han har også lagt mærk til, hvad der bliver snakket om for energikilder i den centrale Polen, hvor besøget nu finder sted.
- I denne del af landet snakker man meget om biogas, hvor man vil bruge de muligheder i forbindelse med landbrug og kvægbrug, lyder det.
Under kongens besøg i Polen vil fokus i høj grad være på energieffektivitet og klimavenligt landbrug. Danske virksomheder vil bruge fremstødet til at indgå aftaler på områderne. Besøget finder sted fra onsdag til fredag.
ritzau jel