Kontrakt om landstrøm kan nu skrives under
KØBENHAVN: By & Havn kan nu underskrive kontrakten med selskabet PowerCon, som i oktober blev tildelt opgaven med at bygge landstrøm i København på baggrund af et udbud.
Udbuddet blev efterfølgende påklaget til Klagenævnet for Udbud, som i går aftes har afsagt delkendelse om, at klagen ikke tillægges opsættende virkning, oplyser By & Havn.
I By & Havn er der stor glæde over delkendelsen om, at klagen ikke bliver tillagt opsættende virkning og, at klagers anførte klagepunkter - på det foreliggende grundlag - vil blive afvist af nævnet. Derfor bliver kontrakten med PowerCon nu underskrevet, så arbejdet kan gå i gang.
By & Havn vil nu gå i dialog med entreprenøren for at klarlægge en endelig tidsplan for projektet og vil forsøge at indhente den tabte tid undervejs i anlægsarbejdet.
Fakta om landstrømsanlægget
- I 2025 kan der tilsluttes via to ud af fem tilslutningspunkter ved Langelinje og Oceankaj. Oslofærgen som ligger i Søndre Frihavn er allerede tilsluttet landstrøm, etableret af CMP i 2021.
- Tilslutningen til elnettet sker fra nye hovedstationer i Ydre Nordhavn. Først fra en midlertidig hovedstation (Nexel) og fra 2028 til den permanente hovedstation (Energinet) hvorefter anlæggets fulde kapacitet kan udnyttes.
- Landstrømsanlægget medfinansieres af EU’s TEN-T-program og af Københavns Kommune.
ak