Hanstholm Havn
Kystfiskeriet er hjertebarnet: Han ville vælte en statminister for det
Ib Poulsen (DF) bruger blandt andet sin tid i opsigelsesperioden fra jobbet som havnebetjent i Hanstholm Havn på fiskeri og kommunalpolitik. Dagens fangst er også denne hummer, som han vurderer til at veje over to kilo.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DOI.dk

Kystfiskeriet er hjertebarnet: Han ville vælte en statminister for det

Ib Poulsen (DF) var fiskeriordfører på Christiansborg, og han var klar til at vælte Lars Løkkes regering på grund af nærheden til storfiskerne. I dag mener han, fiskeripolitikken kan have kostet ham stillingen i Hanstholm Havn, men intet kan bevises.
28. JUN 2023 11.00

Man skal stå tidligt op, hvis man vil med Ib Poulsen ud at fiske, for vækkeuret ringer allerede klokken tre hos den forhenværende folketingspolitiker i hjemmet udenfor Thisted. Han er stadig aktiv for Dansk Folkeparti i Thisted byråd, hvor han blandt andet sidder kommunens økonomiudvalg.

Den 58-årige politiker har god tid både til byrådsarbejde og fiskeriet, der foregår fra april til oktober måned hvert år. Han blev nemlig i 2021 fyret fra sin tjenestemandstilling i Hanstholm Havn med fuld løn frem til september 2024, som DOI.dk tidligere har skrevet om. Derfor kan han stå tidligt op hele sommerhalvåret og køre til Stenbjerg Landingsplads for at fiske.

Otte timer efter at vækkeuret ringede, møder jeg politikeren, netop da han kommer ind med sin båd fyldt med fisk og skaldyr. Pause er der ikke tid til, for der er garn, der skal tømmes. Det er ingen tilfældighed, det er herfra, at Ib Poulsen fisker.

- Jeg er født her oppe i Stenbjerg by, og jeg fisker her, fordi jeg gerne vil holde liv i det her miljø, fortæller han, mens han behændigt tømmer sit garn for krabbeklør og fisk.

Stenbjerg Landingplads emmer af liv og fiskeri fra små både, samtidig med at enkelte turister allerede har fundet vej hertil. Det burde ellers være den sidste stille uge inden sæsonen eksploderer.

Fyringen fra tjenestemandsstillingen

Vi har aftalt at mødes for at snakke om reaktioner oven artiklen om Ib Poulsens fyring. Artiklen har nemlig affødt en del kommentarer på de sociale medier, og det har paradoksalt nok været fra fiskere.

- Jeg synes jo, at fiskerne med deres kommentarer bekræfter mig i, det var en politisk fyring, fortæller Ib Poulsen om kommentarerne.

Der står blandt andet, at Ib Poulsen vist heller ikke selv vil tilbage på havnen, efter det nummer han lavede sammen med Simon Kollerup (S).

Der står også, at diverse brugere af havnen ikke ønsker politikerens tilstedeværelse på havnen, og i den mere grove ende, at en høne der skider i hønsegården enten må dø eller forsvinde.

Ib Poulsen husker godt den fiskeriaftale, som han lavede sammen med socialdemokraten Simon Kollerup, i tiden hvor begge var fiskeriordfører, inden han blev erhvervsminister i den forrige regering.

- Det var den fiskeriaftale, vi lavede i forhold til, hvor mange kvoter hver enkelt fisker må eje. Der blev fx Henning Kjeldsen lidt ramt af. Men han har jo stadig en god forretning, siger Ib Poulsen.

Hvordan fiskerne skulle have sørget for, at Ib Poulsen blev fyret i stedet for at vende tilbage til havnen til sin stilling som havnebetjent, har han også en ide om.

- Fiskerne er magtfulde, hvis de siger: Vi flytter til en anden havn, så går Hanstholm Havn glip af en millionindtægt, forklarer Ib Poulsen, der godt er klar over, han ingen beviser har for det.

Men der er dog stadig mulighed for at køre en sag lidt tid endnu.

- Kristelig Fagforening siger, det er muligt at køre en sag op til fem år efter fyringen, hvis der kommer nye informationer, siger Ib Poulsen.

Ville vælte Lars Løkkes regering

Men det er slet ikke første gang, at Ib Poulsen har været ude efter at begrænse storfiskernes magt.

Da Ib Poulsen sad i Folketinget sidste gang frem til 2017 hed statsministeren Lars Løkke. Den gang var den daværende venstrepolitikers nærhed til storfiskerne med gaver såsom gratis sommerhusophold og torskegilder i det vestjyske, slet ikke noget, som Ib Poulsen brød som om.

På Christianborg bliver Ib Poulsen principfasthed nemlig stadigvæk husket, som DOI.dk erfarer.

- Ja, det er rigtigt, jeg ville have væltet Lars Løkke på grund af hans nære forhold til storfiskerne eller i det mindste have givet ham en kraftig næse, siger Ib Poulsen og tilføjer:

- Jeg var også klar til at vælte ham, da han underskrev Marrakesh-aftalen om fordeling af flygtninge.

Men på det tidspunkt måtte han bøje sig for partidisciplinen.

- Der gik for meget Christiansborg i det på det tidspunkt, selvom vi skulle have taget et valg da, så ville alt måske se anderledes ud i dag. Det ærgrer mig stadig, at vi ikke væltede regeringen den gang, siger Ib Poulsen, inden han vender tilbage til et samråd med Lars Løkke om relationen til storfiskerne.

- Jeg havde Løkke i samråd, men jeg måtte ikke gå til ham om hans nære relationer til fiskerne i Thyborøn. Han vidste godt, jeg ikke kunne gå til ham, siger Ib Poulsen.

Mens Ib Poulsen har fortalt er en byge trukket henover stranden, andre fiskere er kommet forbi for en snak sammen med turisterne, der lige skal se, hvad dagens fangst er.

Men den er nu ikke til salg, for Ib Poulsen kører til fiskeauktionen i Hanstholm med fangsten. Garnet er knap halv tømt, da vores samtale er ved at være til ende, men for politikeren slutter dagen ikke efter fiskeauktionen.

- Jeg skal til møde i økonomiudvalget og videre endnu et møde om skolestrukturen, fortæller han om en politisk varm kartoffel i Thisted Kommune lige nu.

Men der er lige en ting, der er vigtig for ham med hensyn til fiskeriet.

- Jeg er ærgerlig over, det hele tiden skal gå ud over fiskeriet. Der skal være plads til både de små og store fiskere, slutter Ib Poulsen, der har en mistanke om fuglen skarven sammen med sælerne, æder hvad fiskerne kunne have fanget.

 

 

 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet