Langt flere over 65 år får nyt job
Langt flere borgere over 65 år skifter arbejdsplads, end det tidligere har været tilfældet. 15.280 personer over 65 år har det seneste år fået nyt job, hvilket er en stigning på 77 pct., hvis man sammenligner med niveauet for ti år siden.
Og alene i de første tre måneder af 2024 skiftede 4100 borgere på over 65 år job, hvilket også er en rekord. Det viser tal fra fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings status på arbejdsmarkedet, Jobindsats, som går frem til marts i år.
Ifølge Mads Moberg Reumert, der er cheføkonom hos Danica Pension, er der flere gode forklaringer på tallene. Alligevel er han overrasket over den store stigning i seniorers jobskift, som han kalder "vild".
- Det overrasker mig, at de ældre bliver ved med at skille sig ud på denne måde. En del af udviklingen skyldes stigningen i folkepensionsalderen fra 65 år til 67 år. Men der er også andre forhold som har betydning, siger han i en kommentar til tallene.
En anden forklaring på, at nogle vælger at blive længere på arbejdsmarkedet, er, at det er blevet mere attraktivt at blive på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen.
Blandt andet er der indført en kontantpræmie, hvis man vælger at blive på arbejdsmarkedet, og så mister man ikke længere folkepensionen som følge af arbejdsindtægter.
At seniorer vælger at blive længere på arbejdsmarkedet er ifølge Mads Moberg Reumert godt for "den enkelte, virksomhederne og for samfundet".
- For den enkelte giver det et massivt boost i den daglige privatøkonomi, men også i den fremadrettede økonomi. Det er godt for virksomhederne, som får adgang til eftertragtet arbejdskraft, og for samfundet, som får ekstra skatteindtægter fra det ekstra arbejde, siger han.
På tværs af aldersgrupperne har der det seneste år været en nedgang på syv pct. i forhold til, hvor mange der har skiftet job.
jel - /ritzau/