Maersk Drilling hæver forventningerne til 2021
Et kort kig på overskrifterne for Maersk Drilling sidste år giver et dystert billede: Corona, aflyste projekter, faldende omsætning og nedskrivninger resulterede i tab og underskud i milliard-klassen.
I alt kom Maersk Drilling ud af 2020 med et underskud på 10 mia. kr., som dog primært skyldes markante nedskrivninger, hvor den primære drift ellers leverede et overskud.
I år er billedet dog noget mere lyst og positivt. Maersk Drilling har således modtaget en stribevis af kontrakter og opgaver verden over, så mens mange af virksomhedens boreskibe og rigge måtte holde pause store dele af 2020, har de haft travlt i 2021.
Derudover har Maersk Drilling fornyligt indgået en aftale med New Fortress Energy om salget af de to jack-ups Maersk Guardian og Maersk Gallant.
Kalenderen er fortsat ved at blive fyldt fuldt ud for flere af Maersk Drillings fartøjer, og det er blandt andet udslagsgivende for, at Maersk Drilling nu hæver forventningerne til det samlede årsresultat for 2021.
Maersk Drilling har netop annonceret, at de nu forventer et resultat før særlige poster på 35 mio. USD mere end tidligere forventet. Det giver et samlet resulatat før særlige poster for 2021 på cirka 1,6-1,9 mia. kr. mod tidligere forventninger på 1,37-1,68 mia. kr.
Maersk Drilling fastholder forventningen til kapitaludgifter i omegnen af 730-855 mio. kr.
Tilfredsstillende første kvartal
Maersk Drilling præsenterede torsdag morgen første kvartalsregnskab, som CEO Jørn Madsen kalder tilfredsstillende. Maersk Drilling har i første kvartal haft omsætning for 1,6 mia. kr. og en rekordstor tilgang af opgaver og kontrakter.
- Vi har føjet 4,5 mia. kr. til vores bagkatalog, hvilket er førende indenfor branchen, og er den største kvartalsmæssige tilføjelse til vores bagkatalog siden 2017, siger Jørn Madsen.
Maersk Drilling kunne deusden glæde over, at flåden har været under kontrakt samlet i 1.199 dage hvilket giver en udnyttelse på 61 pct., hvilket er en lille fremgang på to pct. i forhold til forrige kvartal.
Udnyttelsen af Maersk Drilling-flåden er for resten af 2021 på 64 pct., mens 24 pct. af 2022 er allerede dækket med kontrakter.
- Markedet er stadig ved at komme sig efter nedturen i 2020, men vi ser tegn på forbedring, særligt indenfor vores floater-segment, siger Jørn Madsen.
esl