Martin Rossens rolle i EIFO får kritik: Offentliggør kunder, eller gå af
Martin Rossen har potentielt et stort habilitetsproblem som bestyrelsesmedlem i Danmarks nye superfond, Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO tidligere EKF red.), der for nylig blev styrket med seks mia. kr. af regeringen gravidst frem mod 2026, når han nu skal være selvstændig rådgiver. Det oplyser Christoph Ellersgaard, magtforsker ved CBS, og Jesper Olsen, formand i Transparency International Denmark, til Kforum.
Problemet er, ifølge iagttagerne, at Martin Rossen er gået fra at være kommunikationschef i Danfoss, hvor det var mere gennemsigtigt, hvilke interesserer han varetog, til at være selvstændig rådgiver, som alle i princippet kan købe sig adgang til, og hvor vi ved ikke, hvem hans kunder er.
- Enten bør han gå af, eller så skal det markeres tydeligt og offentligt, hvordan han adskiller sin private rådgivning fra sin bestyrelsesrolle. Og så skal han lægge offentligt tilgængeligt, hvem hans kunder er, og hvor meget de betaler. Ellers kan det ikke forsvares, siger Christoph Ellersgaard til Kforum og fortsætter:
- Man vil skulle bede ham redegøre for, hvordan han vil sikre sig sin habilitet. Jeg har svært ved at se det være foreneligt at være selvstændig rådgiver og samtidig skulle repræsentere offentlighedens interesser hos EIFO. Det ville begrænse hans fremtidige kundekreds voldsomt, hvis han skal bevare sin habilitet.
Ikke et strukturelt juridisk inhabilitetsproblem
Martin Rossen blev i 2022 valgt ind i bestyrelsen af EIFO, udpeget af daværende erhvervsminister Simon Kollerup (S), mens han var øverste chef for global kommunikation og bæredygtighed hos Danfoss.
I EIFO’s bestyrelse får Martin Rossen et vederlag på 200.000 kroner om året, mens han privat tjener penge på at rådgive kunder. Det er ikke et strukturelt juridisk inhabilitetsproblem, som loven ser ud nu, men det åbner potentielt for en masse konkrete sager om inhabilitet.
- Martin Rossen, fondens administration og Erhvervsministeriet skal overveje, om der strukturelt set er et inhabilitetsproblem. Det kan der meget vel være. Han vil i hvert fald over for fondens administration og formand skulle deklarere sin kundeliste, siger Jesper Olsen, formand i Transparency International Denmark.
Han henviser til, at Kasper Fogh Hansen fra Rud Pedersen måtte trække sig fra regeringens ekspertgruppe om techgiganter, fordi han og Rud Pedersen ikke ville dele deres kundeliste.
Afviser habilitetsproblemer
Martin Rossen svarer i en mail til Kforum, at hans habilitet i fonden ikke er påvirket af hans nye job som selvstændig rådgiver.
”[Jeg] tænker, at EIFO er bedst til juraen, men for egen regning vil jeg da gerne tilføje, at min habilitet er uafhængig af, om jeg arbejder for Danmarks største industrivirksomhed eller åbner en biks med p.t. en omsætning på nul kroner. Uanset, så skal jeg uden for døren, hvis der måtte komme en sag, der vedrører noget, jeg har kendskab til eller interesse i,” skriver Martin Rossen i mailen.
I et skriftligt svar lyder EIFO’s vurdering blandt andet, at inhabilitet er konkret for de enkelte bestyrelsesmedlemmer og deres personlige forhold.
- EIFO indhenter løbende oplysninger fra bestyrelsesmedlemmerne vedrørende eventuelle interessekonflikter. I tillæg til habilitetsreglerne gør vi endvidere opmærksom på, at alle bestyrelsesmedlemmer har tavshedspligt i forhold til, hvad de måtte have opnået kendskab til i forbindelse med udøvelsen af deres hverv for EIFO, skriver fonden.
amp