Hanstholm Havn
Michael Svane: Hanstholm Havn har et kæmpe potentiale, men det kræver tid og investeringer
Michael Svane kan efter at have brugt en til to dage om ugen på Hanstholm i otte måneder som formand for havnen igen bruge mere tid på sine øvrige bestyrelsesposter.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DK Medier

Ekslusivt interview med afgået bestyrelsesformand:
Michael Svane: Hanstholm Havn har et kæmpe potentiale, men det kræver tid og investeringer

Bestyrelsesformanden har gennem otte måneder arbejdet benhårdt på en turnaround for havnen i økonomisk uvejr. Men der var ingen anden løsning, end at havnen blev kommunal  – fremtiden ser anderledes ud.
25. JAN 2023 13.35

Hanstholm Havn er fra 1. januar blevet kommunal havn efter et turbulent år med hele tre bestyrelsesformænd. Den sidste bestyrelsesformand i tiden som selvstyrehavn var udset til at redde havnen og skabe overskud fra en skrantende økonomi, men redningsplanen endte med at blive en anden end første udkast. Thisted Kommune endte nemlig at tage hjem i kommunal regi igen. Men historien begyndte allerede i foråret 2022.

Det var nemlig fik noget af et tilbud, som Michael Svane fik, da telefonen ringede en dag i april måned 2022.  I den anden ende af røret var Thisteds borgmester Niels Jørgen Pedersen (V), som tilbød Michael Svane formandsposten i Hanstholm Havns bestyrelse. Hvervet var på vej til at blive ledigt, efter den forhenværende toppolitiker Kristian Jensen (V) havde trukket sig for at blive direktør i Green Power Denmark.

Som forhenværende branchedirektør i DI Transport og nu professionelt bestyrelsesmedlem i blandt andet Rønne Havns bestyrelse kendte Svane om nogen allerede havneverdenen.

Branchekenskabet gav også en viden om, at tilbuddet var af en sådan karakter, at Michael Svane måtte tage sig betænkningstid. Selvstyrehavnen stod nemlig med en gæld på 630 mio. kr. og en kassekredit på 63 mio. kr. sammen med et længerevarende driftunderskud.

- Det har været kendt i mange år, at Hanstholm har været en problemhavn blandt andet på grund af stor udskiftning i havnens ledelse. Den slags skaber uro, og det er ikke godt for en havn, lyder fra Michael Svane i dag.

Hanstholm Havn har indenfor sidste årti haft hele syv direktører. Men der var alligevel noget, der i trak ved opgaven.

- Der er et meget stort potentiale i havnen, og jeg holder virkeligt af området og egnen, fortæller Michael Svane.

Derfor endte Michael Svane med at takke ja og blive den syvende formand for havnens bestyrelse siden 2013.

”Svesken på disken”

Som nytiltrådt formand var en af de første opgaver for Michael Svane at tage afsked med havnens direktør Nils Skeby, som kort forinden var blevet indstillet til afskedigelse af den afgående formand Kristian Jensen. Havnen fik herefter konstitueret den hidtidige driftchef Søren Zohnesen som direktør.

- Min vurdering var, at der var brug for ro. Det var også et signal til lokalområdet, forklarer Michael Svane om valget af den konstituerede direktør.

Med driften på skinner begyndte han en gennemgang af havnens økonomi.

- Vi fik lavet en økonomisk redegørelse, for vi måtte vide, hvor vi stod. Det var svesken på disken, siger Michael Svane.

Gennemgangen endte med et værre resultat end forventet.

- Min umiddelbare tanke var, at det så svært ud, men problemerne stak dybere. Driften de sidste år havde været dækket af kreditten. I 2015 var der en omsætning på 30 mio. kr. inden havneudvidelsen, og i 2021 var den på 33 mio. kr. I mellemtiden havde den været oppe på 36 mio. kr. Men for at det skulle give mening at afdrage på de 630 mio. kr. gæld, så skulle omsætningen havde ligget på 55-70 mio. kr., fortæller Michael Svane.

Indtægtsmuligheder her og nu

Michael Svane gik frisk til opgaven.

- Jeg gennemgik samtlige aktiviteter, der kunne være med til at skabe indtægter. Fiskeriet og Hanstholm hænger sammen, men fiskeriet har været udfordret på grund af Brexit og klimaudfordringer. Selvom man både får store kvoter på torsk, og priserne på fisk var særdeles høje i ’22 – så kan fiskeriet ikke tilføre havnen den nødvendige millionindtægt, siger Svane.

Aquakultur med opdræt af fisk er et andet område, men her er det kun lejeindtægt af havneareal, der kan spæde til havnens økonomi.

- Det er ikke et område, der kan løfte havnen tilstrækkeligt, konkluderer han.

På et område blev der hurtigt opnået en lille succes.

- Det lykkedes os at få sat gang i godstrafikken, men det kan heller ikke løfte driften i tilstrækkelig grad, lyder det fra Svane.

Andre områder er energiklyngen, som Nils Skeby i sin tid som direktør underskrev en hensigtserklæring om med European Energi. Og der er også muligheden for havvindmølleparker tæt havnen.

- De seks planlagte vindmøller på havnens areal ville give en indtægt af udlejning af havnearealet, og desuden en variabel indtægt fra strømproduktionen. Det er høje indtægter, og det er et godt projekt. Offshore vindprojekterne er et langsigtet perspektiv. Men der er er ikke noget, det tyder på, at det ville komme til at bidrage til driften inden 2027, siger Michael Svane om potentialet som servicehavn for kommende vindmølleparker.

Udskibning af havvindmøller?

Mens der er gode muligheder for at blive servicehavn for mølleparker, så er der længere til at blive udskibningshavn.

- Alt er her til at blive servicehavn for vindmølleparkerne. Selvom havnen allerede er indskibningshavn til vindmøller til Testcenter Østerild, så er der lang vej til at blive professionel udskibningshavn. Det kræver høj bæreevne på kajen og havnedybde, og det kan ikke gøres uden ressourcer, forklarer Michael Svane.

Han kender nemlig allerede fra bestyrelsesposten i Rønne Havn til, hvordan den havn har opbygget en forretning med udskibning af vindmøller i en cirka ti-årig periode.

Norge har været en del af Hanstholm historie, men det er til dels blevet glemt. Tidligere har der været adskillige færgeruter til Norge fra Hanstholm, men de forsvandt alle i efteråret 2008.

- Det sværeste er nok at få færger tilbage, selvom man ikke skal udelukke det. Men vi har fået gang i godsruten til Norge, minder Michael Svane om.

Selvom der har været tre færgeruter til Norge samt en katamaran til Kristianssand, så er den korte afstand til Norge blevet glemt undervejs, mener den tidligere formand.

- Man har helt klart forsømt at udbygge samarbejdet med Norge. Havnen ligger tættere på de planlagte norske vindmølleparker end de norske havne. Det har man forsømt, understreger Michael Svane.

Efterårets konklusion

Selvom Michael Svane bor i Nordsjælland har det slet ikke været en formandspost, hvor han kun kunne arbejde op til bestyrelsesmøderne.

- Jeg har været i Hanstholm en til to dage nærmest hver uge, fortæller han.

På trods af arbejdsindsatsen, så stod en erkendelse dog klar i oktober måned 2022.

- Vi ville få brug for penge, og kommunen som ejer ønskede ikke at skyde flere i havnen. Derfor undersøgte vi muligheden for at omdanne havnen til et A/S. Men hvis man er et aktieselskab, så kan man ikke få kredit i Kommunekredit. Samtidig havde man en dispensation fra havneloven til at have en kassekredit på 70 mio. kr., fortæller Michael Svane.

Men udsigterne var endda værre, for det drejede sig ikke mere om at skabe vækst og indtjening på sigt.

- Banken ville have indtægter her og nu, og vi havde ugentlige møder med banken.  Det drejede sig om, at banken hurtigst muligt ville balance i driften. Derfor kom kravet om en kortsigtet løsning, der bragte nye og øgede indtægter til havnen. Det kunne vi ikke på den korte tid løse, siger han.

Til sidst var mulighederne ved at være udtømte.

- Jeg endte med at anbefale, at kommunen tog havnen tilbage. Beslutningsgrundlaget var blandt andet, at man så ind i en negativ likviditet i perioden 2021 til 2044. Kommunen ønskede at få forlænget dispensationen til kassekreditten. Men det gav ingen mening at fortsætte, det ville have været uansvarligt. Konklusionen var: I må tage havnen tilbage, så I kan lave en langsommere løsning, lød det fra bestyrelsesformanden.

Stadig et kæmpe potentiale i havnen

Michael Svane tager en pause fra beretningen fra dybt inde i maskinrummet for havnens turnaround. En ting er virkelig vigtigt for ham fortælle om det økonomiske uvejr, som Hanstholm Havn er i.

- Flere har spurgt mig: 'Hvordan kunne du stille op til det?' Det kunne jeg, fordi der er et meget stort potentiale i Hanstholm Havn. Det er der stadig. Men det kræver investeringer, og når den evige uro stopper, så er der en gylden fremtid. Havnen kan så enten bliver selvstyrehavn eller aktieselskab igen senere, siger Michael Svane.

Og her er det den lange erfaring og viden fra transportbranchen giver belæg.

- Der bliver kritisk mangel på havneinfrastruktur i forbindelse med udbygningen af havvind. Men det ligger for langt ude i fremtiden til, at det kunne give en indtjening nu, slutter Michael Svane.

Hans tro på Hanstholm Havn potentiale er med sikkerhed stadig fuldt tilstede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Tilmeld dig nyhedsbrevet