Millioner af skattekroner og pensionsmidler kobles til Putins skyggeflåde

Danske pensionskasser og kommuner har investeringer i Generali, som sidder på den største aktiepost i det sanktionerede russiske forsikringsselskab Ingosstrakh.
8. NOV 2024 12.12

Millioner af skattekroner og pensionsmidler kan nu kobles til Putins skyggeflåde, som mistænkes for at være kronjuvelen i Ruslands omgåelse af vestens sanktioner. Det skriver det undersøgende medie Danwatch.

Landets kommuner og pensionskasserne har nemlig investeret henholdsvis 13 og 413 mio. kr. i det italienske forsikringsselskab Generali, som ejer 38,5 pct. af det russiske forsikringsselskab Ingosstrakh, som Danwatch tidligere har afdækket holder skyggeflåden sejlende. Selskabet er så kontroversielt, at det er blevet sanktioneret af Storbritannien.

Danwatch har tidligere dokumenteret, at skyggeflåden består af gamle olietankere, som af eksperter vurderes som en alvorlig miljømæssig risiko - i særdeleshed i dansk farvand - ligesom de opererer på kanten af sanktionerne.

Pengene spiller dermed ind i det økonomiske kredsløb, der holder Ruslands indtægter fra det sorte guld oven vande. Og det er uden sammenligning det vigtigste eksportområde for russisk økonomi, siger Flemming Splidsboel, seniorforsker i Rusland ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Den afgørende faktor for russisk økonomi er olieeksporten. Det er den, der holder dem kørende på det niveau, de er på nu. Det er der, man skal sætte ind, hvis det skal være, siger han.

Vital brik for russisk oliedistribution

Et kredsløb, hvor skyggeflåden er en vital brik i forhold til at få den russiske olie distribueret - og Ingosstrakh en vital brik for at skyggeflådens skibe overhovedet kan færdes til havs. Efter Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine trak vestlige forsikringsselskaber sig i høj grad fra det russiske maritime marked, hvorfor Ingosstrakh i dag er en vital spiller på feltet for de altafgørende forsikringer.

- Ingosstrakh holder skyggeflåden kørende. Og dermed bidrager Generali også til det, selvom de ikke er den afgørende part i problematikken. Men det er på mange måder problematisk. Ville man for alvor lægge pres på den russiske økonomi, skulle den rammes på olien - og det er også en anledning til, at forskellige institutioner og virksomheder ser på, om de spiller en rolle i det, siger Flemming Splidsboel.

Fastholder investeringer

Tre danske pensionskasser har sammenlagt 413 mio. kr. investeret i Generali, hvor Sampension er den ubestridt største investor med ca. 300 mio. kr. investeret i selskabet - og det har de ikke tænkt sig at ændre på nuværende tidspunkt.

- Vi mener ikke, at man kan tale om, at vores investering i Generali understøtter sanktionsundgåelse eller bidrager til en alvorlig miljømæssig risiko i danske farvande. Men det er en sag, vi følger, og det er klart, at kommer der nye oplysninger frem, der viser, at Generali aktivt medvirker til sanktionsomgåelse eller bidrager til en alvorlig miljømæssig risiko i danske farvande eller andre steder, så vil vi foretage en revurdering af vores investering i Generali, siger ESG-chef Jacob Ehlerth Jørgensen.

Ringkøbing-Skjern Kommune har cirka 800.000 kr. investeret i Generali - og også den investering står ved magt, fortæller borgmester Hans Østergaard (V).

- Generali har efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 valgt at lukke deres kontor i Moskva og har samtidig valgt at fratræde deres post i bestyrelsen for det russiske forsikringsselskab og på den måde indefryse deres investering, siger han.

Ingosstrakh har over for Newsweek skiltet med, at Generali sidder på den ubestridt største aktiepost i selskabet med sine 38,5 pct., mens resten ejes af russiske selskaber og borgere.

Siden marts 2022 har de dog valgt at fryse investeringen, ligesom de er trådt ud af Ingosstrakhs bestyrelse. Dermed hævder de, at de ingen indflydelse har i selskabet, selvom de fastholder investeringen.

"I overensstemmelse med alle gældende sanktioner trådte Generali i marts 2022 ud af bestyrelsen i Ingosstrakh. Siden da er investeringen på 38,5 pct. i Ingosstrakh indefrosset, hvorfor Generali ikke udfører nogen aktiviteter relateret til det,” skriver Generali i et skriftligt svar.

Derudover har de ikke ønsket at svare på, hvorfor de fastholder deres ejerandel i Ingosstrakh.

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet