Modvion rejser Sveriges første vindmølletårn i træ
Göteborg-virksomheden Modvion har rejst Sveriges første vindmølletårn i træ på øen Björkö ud for Göteborg.
Vindmølletårnet er 30 meter højt og skal bruges til forskningsformål og er bestilt af Svenskt Vindkraftstekniskt Centrum.
Modvion sigter mod at kunne bygge trætårne i lamineret træ til vindmølletårne i kommerciel skala i 2022.
- Dette er et stort gennembrud, der baner vejen for den næste generation af vindmøller. Lamineret træ er stærkere end stål med samme vægt, og ved at bygge i moduler kan vindmøllerne blive højere. Ved at bygge i træ reducerer vi også CO2-udledningen i produktionen og lagrer i stedet CO2 i konstruktionen, siger Otto Lundman, som er administrerende direktør for Modvion AB.
Modvion har allerde underskrevet en hensigtserklæring med Varberg Energi om et 110 meter om et 110 meter højt tårn og med Rabbalshede Kraft om 10 tårne med en højde på mindst 150 meter.
Vindmølletårnene i træ kan bygges til en betydeligt lavere pris end stål, hvilket reducerer produktionsomkostningerne.
- Træ har fantastiske egenskaber, og vi er nødt til at bygge meget mere i træ, hvis vi skal nå klimamålene. For os er det enormt inspirerende at bygge verdens måske højeste trækonstruktioner til vindmøller, som kan levere ren energi i mange år, siger Johan Åhlén, administrerende direktør for Moelven Töreboda, der har bygget vindmølletårnet i samarbejde med Modvion.
Verdens første trætårn blev rejst i 2012 i Tyskland af TimberTower til en 1,5 MW-vindmmølle ved Hannover.