Nordisk fond investerer op mod en mia. kr. i Esbjerg Havn
I 2019 blev der udskibet 1,5 GW vindkraft fra Esbjerg Havn, men i fremtiden skal der installeres endnu mere vindenergi i Nordsøen.
Foto: Esbjerg Havn

Nordisk fond investerer op mod en mia. kr. i Esbjerg Havn

Den nordiske investeringsfond Infranode vil investere stort i  udvikling af faciliteter til vindmølleindustrien på Esbjerg Havn.
14. MAJ 2020 11.35

Den nordiske investeringsfond Infranode gør nu klar til sit andet store, grønne investeringsprojekt i Danmark, hvor man nu vil investere for op mod en mia. kr. i udvikling af faciliteter til vindmølleindustrien på Esbjerg Havn. Det oplyser Esbjerg Havn og Infranode på deres hjemmeside. 

Investeringerne ventes at skabe op mod 2.000 nye jobs, vurderer Esbjerg Havn. Den kommunale havn i Esbjerg er i forbejen et af verdens knudepunkter for offshore vindenergi, og der skal installeres op mod 100 GW i Nordsøen inden 2030. 

Det kommer til at kræve større vindmøller og tilsvarende faciliteter.

- Esbjerg har en unik position i et hastigt voksende vindmarked og i Nordsøen, som er en af nøglerne til Europas klimaomstilling. Derfor er vi glade for muligheden for at være med til at bygge videre på den position og skabe forudsætninger for fremtidig grøn vækst i området. Vi vil gerne være med til at løfte industrien til nye højder, siger senior Advisor Niels Vallø fra Infranode.

For Infranode, der har et stort fokus på bæredygtighed, er Esbjerg Havn et naturligt valg for deres investeringer, fortæller Joel Löfroth, der er ansvarlig for Infranodes aktiviteter i Danmark.

Esbjerg Havn er selvsagt begejstret for den kommende finansiering. 

- Vi har et virkeligt stærkt udgangspunkt i Esbjerg og i hele Danmark i forhold til grøn energi. De fysiske rammer på Esbjerg Havn er til stede, og med denne aftale sikrer vi også de nødvendige, økonomiske rammer for at kunne forløse det store potentiale og etablere den nødvendige produktionskapacitet, siger havnedirektør Dennis Jul Pedersen. 

esl

Tilmeld dig nyhedsbrevet