Norlys Vækstpulje støtter grønne og lokale projekter med 17 mio. kr.
Norlys Vækstpulje fordeler 17,3 mio. kr. til 266 projekter der styrker grøn omstilling og lokale fællesskaber.
Foto: Norlys

Norlys Vækstpulje støtter grønne og lokale projekter med 17 mio. kr.

266 projekter over hele landet får støtte fra Norlys Vækstpulje i årets sidste uddelingsrunde, hvor både lokale fællesskaber og grøn innovation belønnes.
4. DEC 2024 8.54

Norlys Vækstpulje har i årets tredje og sidste uddelingsrunde fordelt 17,3 mio. kr. blandt 266 projekter. Puljen støtter initiativer, der bidrager til en grønnere og mere digital fremtid eller styrker lokale fællesskaber. Det skriver Norlys i en pressemeddelelse.

Målet med Norlys Vækstpulje er at give vores 800.000 andelshavere en hjælpende hånd med at realisere de projekter, som de kæmper for, og derfor er det altid en stor glæde, når vi kan uddele støtte, siger Jens Erik Platz, der er bestyrelsesformand for Norlys a.m.b.a.

Fra plastikfrie trusseindlæg til ukrudtsrobotter

Puljen støtter en bred vifte af projekter – fra små beløb som 5.000 kr. til strikkede huer til børn på neonatalafdelinger til store initiativer som Green Innovation Week i Skive, der har modtaget 900.000 kr.

Norlys Vækstpulje har også tildelt midler til fire projekter uden for deres ejergeografi, hvoraf ét er iværksættervirksomheden Mewalii ved Odense. De har fået 97.000 kr. til at videreudvikle verdens første menstruationsbind i hamp uden plastik og bomuld samt designe et plastikfrit trusseindlæg.

Støtten skal hjælpe os med at forbedre designet af trusseindlægget, så det bliver lige så effektivt og holdbart som vores eksisterende produkter, skriver Mewalii i pressemeddelelsen. Et andet projekt er Herd Robotics, som har fået 60.000 kr. til udviklingen af en robot, der bekæmper ukrudt i økologisk landbrug. Støtten skal bruges til at teste prototypen i praksis.

Som energi- og telekoncern ser vi det som vores ansvar at støtte innovation og grøn omstilling. Derfor glæder vi os over at kunne støtte fire spændende projekter, som alle har potentiale til at skabe en positiv forandring, siger Jens Erik Platz.

Regional fordeling

Norlys har sikret, at støttekronerne når hele landet. Projekter i Syd har modtaget den største andel med 6,1 mio. kr. og 87 projekter. Midt og Nord har fået henholdsvis 4,9 mio. kr. og 3,8 mio. kr., mens Nyfors-projekter har modtaget 2,2 mio. kr. Landspuljen, som støtter projekter uden for Norlys’ ejergeografi, har tildelt 347.000 kr. til fire initiativer.

Næste ansøgningsfrist

Første ansøgningsrunde i 2025 har deadline 1. februar klokken 12. Norlys opfordrer alle interesserede til at søge. Norlys Vækstpulje er en vigtig del af vores arbejde for at fremme fællesskab, innovation og den grønne omstilling. Vi ser frem til at modtage endnu flere spændende ansøgninger næste år, afslutter Jens Erik Platz.
 

jel

Tilmeld dig nyhedsbrevet