NXT Green Energy klar med trecifret millioninvestering i Hirtshals Havn
Der er blevet talt og skrevet meget om fremtidsplanerne på Hirtshals Havn, der er blevet viklet ind i direktørfyringer og anklager om en form for kapring af forretningshemmeligheder, efter Hirthals Havn ansatte nyansat chef hos Hanstholm Havn.
Nu begynder fremtidsplanerne dog at tage form for Hirtshals Havn, som kunne fortælle, at det dansk-norske selskab NXT Green Energy står klar til at planlægge en stor trecifret millioninvestering i Danmarks første produktionsanlæg til flydende gas på havnen.
- Danmark er langt fremme med anvendelse af biogas og har verdens mest grønne gasnet. Her ser vi i øjeblikket en ændring fra tidligere, hvor det var naturgas, der fortrinsvis blev anvendt til opvarmning af boliger, til nu at være industrien og transportsektoren, der efterspørger de grønne gasser, forklarer Jens Peter Lunden, der er Adm. direktør og partner i NXT Green Energy.
Det nye produktionsanlæg skal etableres på havneområdet i Hirtshals, hvor både skibe (bunkering) og landtransport kan serviceres med flydende biogas fra NXT Green Energy.
Det er det norske rederi Fjord Line, der er hovedaktionær i NXT Green Energy. Rederiet har i en årrække arbejdet med grøn omstilling, og i dag sejler halvdelen af rederiets skibe på flydende naturgas.
Konkret forventer Jens Peter Lunden at tage første spadestik inden for et år:
- Vi er i gang med at lave aftaler, der sikrer, at vi kan afsætte den flydende biogas, når vi om ca. to år kan levere den. Samtidig arbejder vi på at etablere samarbejde med leverandører af grøn biogas, og det er ikke små mængder, der bliver behov for. Her forventer vi også, at både de nye politiske vinde og vores investering gør, at flere tør investere i produktion af biogas. Efterspørgslen vil utvivlsomt vokse eksplosivt i de kommende 5-10 år, siger Jens Peter Lunden.
esl