Ørsteds driftsresultat falder med 29 pct. i første kvartal
Selvom Ørsted driftsresultat er ramt af et fald i forhold til sidste år, glæder Ørsted sig over nye muligheder i Polen og Baltikum.
Foto: Ørsted

Ørsteds driftsresultat falder med 29 pct. i første kvartal

Ørsteds driftsresultat ender for årets første kvartal på knap fem mia. kr., hvilket er et fald på næsten to mia. kr. i forhold til sidste år blandt andet på grund af mildere vejr og tidligere frasalg. Ørsted fastholder forventning til årsresultatet.
29. APR 2021 8.22

"Stærk strategisk fremdrift og god operationel drift," skriver Ørsted om årets første kvartalregnskab. Årets første kvartal har blandt andet budt på et indtog tilbage til europæisk onshore vind med købet af Brookfield Renewable Ireland og Ørsted indgik et nyt samarbejde om at udvikle havvindmølleparker i Baltikum.

Derudover kan Ørsted glæde sig over, at de kommende polske havvindmølleparker Baltica 2 & 3 fik tildelt CfD-kontrakter, ligesom Ørsted kunne indgik en aftale om at sælge 50 pct. af sin hollandske vindmøllepark Borssele 1 & 2. 

Ørsted oplyser derudover, at indtjeningen fra selskabet hav- og landvindmølleparker var på samme niveau som året forinden. 

Ikke desto mindre må Ørsted notere sig et fald på 1,9 mia. kr. i driftsresultatet til 4,9 mia. kr., hvilket er et fald på 29 pct. Faldet skyldes primært at man ikke har kunne gentage den høje indtjening fra en konstruktionsaftale vedrørende transmissionsanlægget til Hornsea 1 fra første kvartal sidste år, at der var særligt gunstige vindforhold i perioden sidste år, samt salget af eldistributions-, privatkunde- og udendørsbelysningsforretningen sidste år. 

Herudover var første kvartal 2021 påvirket af en hensættelse til garantiforpligtelser på 0,8 mia. kr. vedrørende udfordringer med kabelbeskyttelsessystemerne på nogle af vores havvindmølleparker, skriver Ørsted. 

Nettoresultat er i alt på 1,6 mia. kr., hvilket er et fald på 52 pct. i forhold til 2020. Ørsted fastholder dog forventningerne til et samlet driftsresultat for 2021 på 15-16 mia. kr. 

Resultaterne fra Ørsted kan svinge meget fra kvartal til kvartal på grund af værdien af de store havvindprojekter og salg af vindmølleparker. 

Den danske vindindustri oplevede et fald i eksporten af vindmøller på næsten 30 pct. fra 2019 til 2020, viser en rapport fra Wind Denmark. 

esl

Tilmeld dig nyhedsbrevet