Om to år kender vi energiøens udviklere
Det har tidligere fremgået af den politiske aftale for energiøen, at det bliver et offentligt-privat ejerskab, hvor staten kommer til at eje en majoritet i energiøen.
Foto: Energistyrelsen

Om to år kender vi energiøens udviklere

Ifølge Energistyrelsens oplæg, vil vinderen af et kommende udbud for energiøen ventes at være kendt til foråret 2023. Energiøen vil dog først være i drift ti år senere.
16. MAR 2021 8.38

Energistyrelsen har i denne uge publiceret materiale forud for markedsdialogen for opførelsen af den kommende energiø i Nordsøen. Her fremgår desuden den indledende tidshorisont for energiøen og udbuddet. 

Ifølge Energistyrelsens materiale vil det kommende udbud, der altså vil afgøre, hvem det er, der skal opføre og drive den kommende energiø i Nordsøen, sættes i gang om godt et år – ved udgangen af februar 2022. 

Deadline for prækvalificering vil være ved udgangen af marts, hvorefter deadlinen for det indledende udbud forventes at være ved udgangen af juli. Herefter er der lagt op til fohandlinger i efteråret, hvorefter det endelige udbudsmateriale kan publiceres i december 2022. 

Kort inde i det nye år bliver der åbent for det endelige bud for de potentiele bydere, og Energistyrelsen forventer, at kunne offentliggøre vinderen af udbuddet ved udgangen af marts 2023.

Det har tidligere fremgået af den politiske aftale for energiøen, at det bliver et offentligt-privat ejerskab, hvor staten kommer til at eje en majoritet i energiøen. Der er dog lagt op til, at private selskaber kan eje op til 49,9 pct. af projektet.

Opførelsen af energiøen forventes at tage godt tre år og kan færddigøres ved udgangen af 2028. Opførelsen af de tilhørende vindmøller forventes at tage frem til 2031, hvorefter vindmøllerne skal kobles til energiøen i 2032. . Kablerne ind mod land kommer desuden til at blive lagt i samme periode som vindmøllerne bliver opført.

Ifølge Energistyrelsens oplæg vil energiøen være i fuld drift med 3 GW ved udgangen af 2033.

Tilmeld dig nyhedsbrevet